23948sdkhjf

Det specielle lys i nye rammer

Skagens Museum sætter gang i stort tilbygnings- og renoveringsprojekt. Lokal entreprenør er valgt til opgaven
De levede det hyggelige kunstnerliv i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet i Skagen, hvor de var tiltrukket af stedets specielle lys.

Det blev til rene kunstværker, der siden er blevet kendte over hele verden, og i 1908 fik skagensmalere som Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen deres eget museum.

Skagens Museum har siden hvert år tiltrukket tusindvis af gæster fra ind- og udland, og i sommeren 2015 åbner museet for et helt nyt og ombygget udstillingsrum.

Museet har netop valgt den lokale entreprenør Trigon fra Frederikshavn som hovedentreprenør på renoverings- og tilbygningsprojektet, der udføres i to etaper.

Først opføres en ny bygning i tre plan på i alt 1800 kvm, og i løbet af 2015 renoveres den oprindelige museumsbygning fra 1928, der er tegnet af arkitekt Ulrik Plesner.

- Trigon afleverede det bedste bud i forhold til de opstillede kriterier for projektet, og kommer desuden med en lang række positive referencer fra større og også utraditionelle opgaver, der vidner om gedigent entreprenørarbejde. De har blandt andet stået for opførelsen af Arena Nord i Frederikshavn, og tilbage i 70’erne flyttede de Krudttårnet i Frederikshavn (del af gammel befæstning, red.) 270 meter i ét stykke – det er jo nærmest et kunstværk i sig selv, siger direktør for Skagens Museum Lisette Vind Ebbesen.

Begynder nu

Trigon begynder så småt at rykke ind på området omkring museet i løbet af denne måned, og går for alvor i gang i løbet af foråret.

Inden da skal Arkil Fundering A/S etablere byggegruben med installation af spunsjern og udgravning til kælder. Førstnævnte foregår ved hjælp af hydropres, en metode der er væsentligt dyrere end traditionelle teknikker, men til gengæld er yderst skånsom i områder med ældre og svagt funderet byggeri, som tilfældet er i Skagen.

- Vi er utrolig stolte over at få lov til at udføre dette nye Skagen-kunstværk, og vi vil sørge for, at det bliver i en god kvalitet, afleveret til tiden. Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at dette er det tredje store projekt, vi laver sammen med arkitekterne Friis og Moltke og ingeniørerne Cowi. Først Arena Nord og derefter Læsø Kur, så derfor bliver det en stor ære nu at opføre endnu et kunstværk sammen med dem, siger Trigons adm. direktør, Karl-Erik Slynge.

Enormt plus

For Skagens Museum har det også betydet noget, at firmaet er lokalt.

- Det har ikke været et kriterium i udvælgelsesprocessen, men derfor glæder det os alligevel, at et nordjysk firma har været konkurrencedygtigt i forhold til opgaven. Samtidig er det et enormt plus, som i flere henseender har betydning for vores lokale arbejdspladser og området i det hele taget, siger Lisette Vind Ebbesen.

Eksterne samarbejdspartnere og forsyningsvirksomheder har allerede i løbet af januar måned byggemodnet området foran museet, som således står klar til første del af byggeprojektet nu.

Frederikshavn Kommune bidrager til projektet med fem mio. kroner og resten finansieres af fonde og sponsorer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094