Find byggepriser på licitationen.dk
Licitationen Byggeriets Dagblad introducerer i dag i et samarbejde med BEC en ny service på hjemmesiden, hvor man kan finde byggepriser på færdige byggerier
Byggesektoren - og kunderne til byggesektoren, det vil sige bygherrerne, mangler ofte benchmarking og et ordentligt sammenligningsgrundlag, når det gælder blandt andet prisen på et byggeri.
Resultater tæller
Licitationen - Byggeriets Dagblad har i mange år været kendt for at bringe en lang række licitationsresultater, det vil sige de priser, der bydes ind med på de forskellige entrepriser.
Og nu introducerer vi så overbygningen, nemlig priserne på det færdige byggeri.
Det sker i et samarbejde med Byggeriets Evaluerings Center, BEC, som vi i forvejen har et samarbejde med omkring Dagens Tal" som hver dag på side 2 giver forskellige indgange til det enorme talmateriale og den store statistik, som kan være til stor nytte for brugerne.
Centret holder styr på karakterbøger og Bygge Rating for byggeriets virksomheder. Centret har indsamlet data siden 2004.
Målt på byggetype
Systemet er opbygget således, at man kan gå ind og søge på kvadratmeterpriser for forskellige typer af byggerier, nemlig helårsbeboelse, produktions- og lagerbygning, administration og handel, kulturelle formål og institutioner, bygninger i øvrigt og endeligt et gennemsnit beregnet af BEC.
- Vi har arbejdet et stykke tid med at få data systematiseret, så vi kunne lave en pålidelig statistik, som kunne danne grundlag for denne type søgning, og vi vil selvfølgelig arbejde videre med at udvikle det yderligere, så der løbende kommer nye projekter ind i systemet, og dertil også nye former for oplysninger, siger adm. direktør i BEC, Peter Hesdorf.
Link: Den nye service kan findes på http://www.licitationen.dk/byggeevaluering/