Vandværker: Potentiale kræver lovændring
Regeringen ønsker at effektivisere de forbruger-ejede vandværker for knap 100 millioner kroner. Men omkostningerne til at effektivisere er højere end det potentiale, regeringen håber at indfri, mener vandværkerne
Regeringen hævder i sit udspil til en vækstpakke, at vandforsyningerne kan effektivisere for cirka 400 mio. kroner heraf ca. 100 mio. kroner i de forbruger-ejede vandværker.
131 vandværker
Men selvom vandværkerne kan blive mere effektive, overstiger omkostningerne til at administrere den regulering, der skal effektivisere vandværkerne, de millioner, vækstpakken har til formål at indfri.
Det viste en analyse af vandsektorloven og de forbrugerejede vandværker, som Copenhagen Economics udarbejdede for Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) i oktober. Analysen viste, at prisen for at administrere loven er 80 øre per kubikmetervand, mens det maksimalt er muligt at effektivisere for 70 øre per kubikmeter vand.
- Regeringens vækstpakke bygger blandt andet på tal fra Deloittes evaluering af vandsektorloven. Deloitte kommer frem til, at der i den forbrugerejede sektor kan hentes mindst 90 mio. kroner i effektiviseringer i løbet af seks år. Det svarer til 15 mio. kroner om året. Men nu er det jo sådan, at hvert af de 131 forbruger-ejede vandværker, der er omfattet af vandsektorloven, bruger i gennemsnit 156.000 kr. om året på administration af loven, hvilket svarer til 20 mio. kr. om året, siger Ole Wiil, landsformand for Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) i en pressemeddelelse.
- Det er tankevækkende, at to anerkendte analysevirksomheder når frem til samme konklusion: At reguleringen, der skal sikre effektiviseringer, koster millioner af kroner i udgifter til revisorer og bureaukrati. Derfor ender det som en underskudsforretning for samfundsøkonomien og for forbrugerne. Hvis regeringen vil sikre billigere vand til forbrugerne og skabe vækst, bør den i stedet løfte de forbrugerejede vandværker, der leverer det billigste rene drikkevand i Danmark, ud af vandsektorloven, uddyber Ole Wiil.
Ingen privatisering
Tallene i vækstpakken er baseret på evalueringen af vandsektorloven, der viste, at loven er tung, bureaukratisk og præget af unødig detailregulering.
Vandsektorloven er en del af et forlig, men miljøminister Kirsten Brosbøl (S) afviser på forhånd at gå på kompromis med kvaliteten, ligesom der ikke bliver tale om privatiseringer.
- Vi har en tradition for, at håndteringen af drikke- og spildevand er et fælles anliggende, som der ikke skal tjenes penge på, og det er et godt og fornuftigt princip. Men vi kan se, at forsyningsselskaberne har potentiale til at effektivisere, uden det går ud over kvaliteten, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Evalueringen skal nu behandles i forligskredsen og i Naturstyrelsen, men det er uvist, hvornår Miljøministeriet fremsætter et lovforslag til en ny vandsektorlov.