23948sdkhjf

Dårlig netforbindelse skaber problemer i yderområder

En række politiske tiltag skal sikre bedre netforbindelse for virksomheder i udkantsdanmark
Mange bygge- og anlægsvirksomheder i de danske udkantsområder har stadig ikke adgang til en hurtig internetforbindelse. Og det skaber dårlige arbejdsbetingelser, når virksomhederne skal kommunikere med Skat, følge med i udbud eller sende tunge dokumenter med tegninger og andet grafisk materiale.

Et af de grundlæggende principper i dansk telepolitik har været, at udbygningen af den digitale infrastruktur er drevet af markedet. Derfor har udbygningen haltet i de tyndt befolkede områder, hvor indtjeningen for teleudbyderne er lav.

- Hvis vi i Danmark ønsker en ordentlig sammenhængskraft, så kræver det en stærk digital infrastruktur. Vores medlemmer skal kunne kommunikere digitalt om igangværende byggeprojekter og i den forbindelse sende datatunge dokumenter, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

I januar i år anbefalede Produktivitetskommissionen i en delrapport, at udbygningen af den digitale infrastruktur fortsat sker på principperne om markedsbaseret udbygning og teknologineutralitet, altså at det offentlige ikke blander sig i hvilke teknologier, der skal vælges.

Torsten Schack Pedersen, teleordfører for Venstre, er enig i, at det er et fornuftigt grundprincip, at det offentlige ikke skal investere i udbygning.

- Men når markedet halter så meget, som det gør, er det nødvendigt at lave politiske tiltag, siger han.

Det samme mener Michael H. Nielsen.

- Det er vigtigt for samfundet, at vi ikke bare overlader det til markedet. Gjorde vi det, havde vi ikke set samme grad af udbygning. Dertil kommer, at en bedre digital infrastruktur vil skabe arbejdspladser i udkantsdanmark, siger han.

Magt til kommunerne

Allerede sidste år lancerede daværende erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen (SF), en plan for, hvordan alle danskere og danske virksomheder får adgang til en bedre internetnetforbindelse.

To af hovedpunkterne i planen er, at alle danskere og danske virksomheder i 2020 skal have adgang til en hurtig internetforbindelse på mindst 100 Mbit i downloadhastighed, og mindst 30 Mbit per sekund i uploadhastighed. Desuden skal det gøres lettere og mere attraktivt at opstille mobilmaster i udkantsområder, så signalet for mobiltelefoner dækkes selv i tyndt befolkede dele af landet.

Torsten Schack Pedersen erklærer sig tilfreds med regeringens mål, men understreger, at det i øvrigt er en målsætning, regeringen har adopteret fra den tidligere VK-regering.

- Det er et ambitiøst krav, og jeg tror det er realistisk. Men vi skal lægge os i selen for at sikre, at det bliver en realitet, siger han.

Blandt de nye tiltag er også at give kommunerne mulighed for at stille krav om, at de selskaber, der leverer bredbåndsdækning til Rådhuset eller folkeskolerne, også skal øge dækningen i andre områder af kommunen.

Det er dog ikke alle dele af landet, hvor virksomheder kan risikere at vente helt til 2020 med forbedringer af den digitale infrastruktur.

Kort før jul tilkendegav Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), at allerede ved udgangen af 2014 vil de 207 dårligst dækkede danske postnumre have en hurtigere internetforbindelse end den nuværende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109