Det kniber i Metroen
Ganske vist er der tale om et stort og internationalt anlægsprojekt, hvor en masse interesser står på spil, men alligevel.
Det er ikke i orden, at en Metro-entreprenør går ud og fyrer sine tillidsfolk og ansatte, fordi de klager til deres fagforening over lønnen eller andre arbejdsvilkår.
Faktisk er det jo beundringsværdigt, at parterne - arbejdsgiverne og lønmodtagerne kan aftale et system, hvor man kan lynbehandle sager, der opstår. Det betyder at man får minimale forsinkelser, og at arbejdet holdes i gang.
At der vil komme sager, kan ikke komme bag på nogen. Opfattelsen af den danske model tolkes vidt forskelligt mange steder i Europa, og der er altid nogle, der vil forsøge at omgå systemet. Netop derfor også denne måde at indrette det fagretlige system på.
Det betyder dog også, at de aftalte spilleregler skal holdes. En ting er at efterspørge dokumentation i en konkret sag - noget ganske andet er, at man går direkte ud og afskediger de mennesker, som har klaget.
Sagen viser med al tydelighed, at det er nødvendigt med et velfungerende system, og at spillereglerne overholdes - fra begge sider af bordet.
Der ER pres på. Det kan ikke diskuteres. Det gælder både løn- og arbejdsforhold. Danske lønninger er høje i forhold til mange af de øvrige lande, som er repræsenteret på et byggeri som Metroen. Det samme gælder øvrige arbejdsforhold.
Og det pres vil ikke blive mindre i de kommende år. Derfor er det også vigtigt at de arbejdsmarkedsmæssige procedurer overholdes og løbende justeres, så systemet fortsat fungerer optimalt og effektivt.
Tidspres, prispres og andre forhold er med til at øge risikoen for sager. Dermed øges risikoen også for, at nogle vil hoppe over hvor gærdet er lavest.
