5.200 meter støjskærme på ny motorvej
Over de næste to år skal Dansk Autoværn levere støjskærme og autoværn til den nye motorvej ved Silkeborg
Virksomheden skal levere 83 km autoværn og levere og montaere 5.200 meter specialdesignede støjskærme.
- Vi er meget stolte over, at have vundet ikke bare en, men to af de helt store entrepriser på den nye motorvej. Samtidig skal vi montere en stor del af de leverede autoværn, og vi har tidligere leveret og monteret broautoværn på langt de fleste broer og faunapassager på strækningen. Det må siges, at vi har stået for en væsentlig del af sikkerheden på den nye motorvej. Som Silkeborg virksomhed er det en stor tilfredsstillelse, siger adm. direktør Poul B. Kirkegaard fra Dansk Autoværn.
Dansk Autoværn har i en årrække leveret og monteret støjskærme, men med denne omfattende ordre til Silkeborg/Herning-motorvejen, er det et absolut gennembrud på markedet.
Specialiseret viden
Barslund A/S, som er hovedentreprenør på opgaven, valgte at indgå samarbejde med Dansk Autoværn omkring leverancen og montagen af støjskærme.
- Vi er gode til alt det, der foregår under jorden, og derfor søgte vi en samarbejdspartner, der kunne stå for det over jorden. Da vi kender Dansk Autoværn i forvejen og har et godt forhold til dem, var det naturligt at indgå samarbejde med dem. Projektet kræver en specialiseret viden, fleksibilitet og præcision, og det ved vi, at Dansk Autoværn kan levere, siger projektchef Jimmy Knudsen fra Barslund A/S.
Leverancerne skal foregå i perioden 2014-2016 og indeholder mange forskellige typer og varianter af støjskærme, men en stor del er model Gudenåen, som Vejdirektoratet selv har designet og udviklet til entreprisen.
Efter underskrift på ordren på 83 km autoværn, blev der allerede 10 arbejdsdage efter leveret ni km autoværn, og efter fire uger var der leveret op mod 35 km autoværn.