23948sdkhjf

Kulturnat på byggepladsen

På Kulturnatten i København får nysgerrige borgere mulighed for at komme ind bag afskærmningen og se, hvordan metroen bliver bygget
Normalt er metrobyggepladserne forbudt område for nysgerrige. Men når det den 10. oktober er kulturnat i København, så bliver byggepladsen en af de mange seværdigheder, hvor kultur-interesserede borgere kan få én på opleveren.

Det er anden gang byggepladsen på Rådhuspladsen i forbindelse med Kulturnatten holder “åben byggeplads". Men denne gang er anderledes - dels fordi byggeriet er nået et godt stykke længere end sidste år, og dels fordi der i år vil blive bygget imens, der holdes åbent hus.

- Det, at vi bygger noget så stort midt i byen er helt unikt. Folk glæder sig til metroen åbner, men indtil det sker, vil vi gerne vise de interesserede, hvordan den bliver til. Hele byggepladsen vil være åbnet op, og folk vil også få mulighed for at komme ned i skakten og se den kommende station. Der vil være masser af fagfolk på stedet til at vise rundt, siger Lise Hein, der er kommunikationschef i Metroselskabet.

Arrangementet er koordineret med sikkerhedspersonalet og de gæster, der skal en tur ned i skakten skal også have en byggehjelm på.

- Af sikkerhedsmæssige årsager er byggepladserne normalt skærmet af, og i det daglige kan vi ikke have folk på besøg. Men vi vil meget gerne vise byggepladsen frem, så gæsterne kan få et indblik i, hvordan det foregår. Og der er Kulturnatten en god anledning, siger Lise Hein.

Hun håber på, at mange vil lægge vejen forbi Rådhuspladsen den anden fredag i oktober - og gerne flere end sidste år, hvor der var 18.000 besøgende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095