Regionsbyggeri med et miljøvenligt tag
Nyt bosted for psykisk udviklingshæmmede på Fyn bærer præg af levedygtige materialer
Region Syddanmark har overtaget det 3.300 kvm store moderne bosted for psykisk udviklingshæmmede i Stenstrup mellem Ringe og Svendborg med et ønske om at leve op til Bygningsreglementets klasse 2020.
Her er der tilstræbt at udfolde det bæredygtige potentiale gennem hele byggeriets levetid.
For projektets rådgivende part, Casa Arkitekter, var det vigtigt at finde den mest velegnede, økonomisk langsigtede, driftssikre og bæredygtige tagløsning til byggeriet.
- Vi har lagt vægt på bostedets funktionalitet, som i høj grad understøtter beboernes selvhjulpenhed. Samtidig har vi tilstræbt variation, mulighed for små gårdhaver og ikke mindst et moderne arkitektonisk udtryk, hvor det lave byggeri ikke rager op over landskabet, men i stedet falder i et med omgivelserne uden at fremstå for dominerende eller bastant trods dets størrelse, fortæller Søren Qvist Hansen fra Casa Arkitekter.
Varieret tagflade
Den valgte arkitektoniske løsning til boligerne resulterede i en stor og flad, men samtidig varieret udskåret tagflade, som forbinder de mange boliger langs et fælles gangareal.
Der var behov for et stærkt, robust og tæt tag, som det var muligt at tilpasse de mange hjørner, kiler og vinkler, de ni brønde og ikke mindst afvandingssystemet, der omfatter rendekasser inde på midten af taget alt sammen uden at det ville medføre dyre, besværlige og tidskrævende foranstaltninger ved montering og efterfølgende vedligehold.
Lokal leverandør
- Valget faldt på en miljøvenlig varmttagsløsning med tagpapmembranen Derbigum SP FR en omstændighed, der er medvirkende til, at dette regionsbyggeri opfylder bygherrens ønske om at leve op til Bygningsreglementets klasse 2020. Den valgte mineralulds-isoleringsløsning bibringer ligeledes byggeriet en fremtidssikret isoleringsværdi, der lever op til 2020-kravene. Ud over anvendelsen af bæredygtige materialer har vi blandt andet gjort brug af en lokal teglværksleverandør, hvilket minimerede transport- og energiforbruget. I det hele taget har vi tilstræbt at udfolde det bæredygtige potentiale gennem hele byggeriets levetid, fastslår Søren Qvist Hansen og fortsætter:
- Et fladt tag kræver et godt afvandingssystem, så man undgår vand på taget med vandskader til følge. Løsningen blev et system med kasserender inde på midten af taget, samtidig med at selve taget hælder lidt ind mod midten. For at aflaste systemet ved særligt kraftige regnskyl og ved eventuelle tilstopninger, er der oprettet overløb. Disse overløb fungerer samtidig som sladrehanke, der fortæller, at afvandingssystemet bør tjekkes.