På bundlinjen blev det imidlertid til en mindre tilbagegang på knap fem procent til 5,6 mio. kroner. At det ikke gik bedre, skyldes først og fremmest, at virksomheden led et tab i forbindelse med entreprenørfirmaets E. Pihl & Søns konkurs.
Derudover har Kingo Karlsen i løbet af året udvidet medarbejderstaben fra 52 medarbejdere i 2012 til 72 medarbejdere i 2013, hvilket bevirkede, at fremgangen i bruttofortjenesten blev spist op af væksten i personaleomkostninger.
Når balancesummen er vokset så forholdsvist meget, skyldes det først og fremmest, at Kingo Karlsen har været på indkøb i løbet af året og indkøbt produktionsanlæg og maskiner, så denne post er vokset med mere end 10 mio. kroner.
Afkastningsgraden er faldet fra 11,9 procent i 2012 til 8,4 procent i 2013, mens egenkapitalandelen er faldet fra 29,2 procent til 27,0 procent.