Ny formand for bestyrelsen i eurodan-huse
Det sker som en del af den udviklingsproces, som eurodan-huse er i gang med. Bestyrelsen får nu den mere traditionelle rolle som ansvarlig for blandt andet strategi og som sparringspartner for den daglige ledelse.
Foruden Hans Jørgen Cornett består bestyrelsen af Ole Walbom og Niels Christian Dahl, der grundlagde eurodan-huse men ikke længere er med i den daglige ledelse.
Hans Jørgen Cornett kommer med en bred erfaring inden for ledelse fra en karriere i Danfoss-koncernen, senest som medlem af direktionen for Sauer-Danfoss i USA og Tyskland, hvor han blandt andet arbejdede med at gennemføre fusionen. Da finanskrisen ramte, var han med til at skære til fra 10.000 ned til 6.500 medarbejdere og derefter lægge grunden for ny vækst. Han arbejdede desuden navnlig med strategier, salg og marketing.
I eurodan-huse ser han frem til i samarbejde med direktionen at bringe virksomheden videre frem gennem en effektivisering af alle processer og skabe forbedret lønsomhed, som vil konsolidere eurodan-huse og hjælpe kunderne med at virkeliggøre deres boligdrømme.
Markedet for enfamiliehuse er langt nede, samtidig er det historisk billigt at bygge nyt hus, og det er den virkelighed, som eurodan-huse skal agere skarpt på, samtidig med, at der bygges videre på kerneværdierne med tryghed i huskøbet, ordentligt håndværk og spændende kvalitetshuse.
Hans Jørgen Cornett sluttede i Danfoss med udgangen af 2009 og har siden indledt en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem og sidder i bestyrelser i Danmark og udlandet.