Vinder på styring af projekterne
Markant vækst på præfabrikeret byggeri skyldes projektstyring fra a-z samt dansk produktion efter danske normer. Det er nøglebegreber hos Pitzner
En anden vigtig faktor for Pitzners øjeblikkelige succes på markedet for præfabrikeret byggeri er, at moduler og pavilloner er produceret i Danmark med udgangspunkt i dansk lovgivning og danske normer uden kompromisser og tilpasninger.
Mange muligheder
- Vi skiller os klart ud på rådgivningen og de mange muligheder, vi har, fordi vi har stor fleksibilitet bl.a. i kraft af den tætte forbindelse til produktionen af byggeriet på vore egne fabrikker i Hammel og Sorø. Vi arbejder eksempelvis meget med energioptimering, hvor vi kan projektere med varmepumper eller solceller og med avanceret energistyring, fortæller projektchef Karsten Jørgensen.
- Selv om vi har disse sofistikerede løsninger, så har vi samtidig bevaret fleksibiliteten, så vi kan omforandre byggeriet, hvis kundens behov for anvendelse af byggeriet ændrer sig, eller hvis der skal bruges mindre eller mere plads. Det handler om gennemtænkte løsninger for alle typer installationer, siger Karsten Jørgensen, der fortæller, at produktionen på de to fabrikker er effektiviseret markant bl.a. ved brug af elementer af lean og systematiseret styring, så alle processer overvåges nøje, og der kan reageres hurtigt på eksempelvis tidsforskydninger i produktionsprocesserne.
Adm. direktør Ole Wamsler, Pitzner oplever en markant forandring af markedet for præfabrikeret byggeri de seneste år.
- Vi leverer til flere af Danmarks førende virksomheder, der for nogle år siden ikke ville have modulbyggeri stående. I dag er vore moduler produceret efter Bygningsregulativets nyeste normer, BR 15, så medarbejderne ofte oplever at få bedre forhold end i virksomhedernes permanente byggeri, der er udformet efter ældre normer. Samtidig har vi mulighed for at montere facadebeklædning, tagkonstruktioner, vinduer og døre, så byggeriet matcher virksomhedens øvrige byggeri, siger Ole Wamsler.
Nyeste krav
- Når vi i modulbyggeri skal leve op til de nyeste krav til energiforbrug, ventilation, isolering, belysning osv., så er vi nødt til at benytte os af den skarpeste teknologi på markedet. Det gør vi både for at opnå optimale løsninger for kunderne, men også for at beskytte vore egne investeringer. Vore moduler skal jo også være tidssvarende, når kunde nr. to eller tre skal have dem stillet op.
- Det er i øvrigt vigtigt at understrege, at vi netop har moduler til alle dele af markedet. Vi kan konfigurere enhederne efter behov og økonomi hos kunderne. Derfor har vi så høj belægning på vores udstyr i øjeblikket, og det er både de offentlige kunder og industrien, der tager fra.
- Indenfor det offentlige er det ofte skiftende behov, der er drivkraften for at benytte midlertidigt byggeri. Den demografiske udvikling betyder, at behovene for eksempelvis børneinstitutioner flytter sig over tid, og eksempelvis etablering af handicapboliger sker i dag ofte med tilbygning af et modul, som kan fjernes igen, når den handicappede forlader boligen. Det giver en bedre totaløkonomi, siger Ole Wamsler.
I industrien er det ofte usikkerhed om fremtiden, der ligger til grund for etablering af præfabrikeret byggeri. Her understreger Karsten Jørgensen, at Pitzner ofte indgår i dialog om at etablere byggeri i en standard, så det kan ændres fra midlertidigt brug i op til tre år til permanent byggeri.
- Det er jo ærgerligt for alle parter at måtte fjerne et velfungerede midlertidigt byggeri, fordi grænsen for midlertidighed er nået, fastslår Karsten Jørgensen.