Pres på dansk jernbaneekspertise
Der er kamp om alt for få jernbaneingeniører. Virksomhederne er drivkraft i uddannelse af de nye, men må i høj grad også se mod udlandet. Her kommer arbejdsløsheden i Sydeuropa store danske rådgiverfirmaer til hjælp
Tallene er lidt usikre, men meget tyder på, at der bliver behov for mindst 600 nye ingeniører i jernbanesektoren over de kommende år. Det siger førende danske rådgivervirksomheder og DTU.
Det skyldes blandt andet udskiftningen af signalsystemer i hele landet, sporudvidelser - samt opgraderingen til et fælleseuropæisk signalsystem (se faktaboks, red.), som kræver flere højtuddannede specialister.
Internationalt er det værre endnu. Ifølge EU vil overgangen til det fælles signalsystem koste 300 mia. kroner og medføre behov for 10-20.000 baneingeniører.
Peter Aarkrog er projektdirektør i Rambøll med ansvar for virksomhedens jernbaneaktiviteter:
- Situationen i Danmark er, at vi mangler ressourcer til at løse opgaverne, siger han til Licitationen.
Udveksler medarbejdere
Rambøll deltager som flere andre store ingeniørbårne virksomheder i DTU-uddannelsen på baneområder, der dels skal styrke interessen for jernbaneudfordringer, dels samarbejdet mellem uddannelse og erhvervsliv.
- Der er en vis udveksling af ansatte fra kunder og konkurrenter, og vi omskoler også selv. Desuden ser vi en stigende international interesse for vores arbejdsplads, og vi ansætter også udlændinge - et centralt element i det at være konkurrencedygtig. siger Peter Aarkrog til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han tilføjer, at de udenlandske ansøgere er meget dygtige:
- Vi kan godt mærke arbejdsløsheden i Sydeuropa. Der er mange kvalificerede folk, som ønsker at arbejde internationalt. Og det er blevet lettere at flytte data rundt i verden. Derfor søger vi hele tiden at finde balancen mellem at levere til den rigtige pris og kvalitet samt udvikle forretningen ved at ansætte og efteruddanne, siger Peter Aarkrog.
Han fortæller, at også eksamensopgaver inspirerer virksomheden, og at man gennem projektarbejde finder sammenhæng mellem de enkelte fagområder:
- Om det er kørestrøm, spor, økonomi eller andet, får kandidaterne den brede indsigt, der er nødvendig. Men måske skal den nye uddannelse gøres endnu mere tværfaglig, siger Peter Aarkrog.
Pludselig erkendelse
Rambøll har tidligere i Licitationen fortalt, at politikernes pludselige erkendelse af, at en enstrenget satsning på vejnettet langtfra var tilstrækkeligt, gav banebranchen et stort løft. Kombineret med den voksende medieomtale af det nedslidte banesystem og det udsmidningsmodne materiel skabte det grobund for øgede bevillinger.
Løftet medførte akut mangel på jernbanekompetencer. Private og offentlige virksomheder samarbejder om at drive og udvikle jernbanen, og alle har brug for jernbaneingeniører: Rådgivere, infrastrukturforvaltere, togoperatører, leverandører, entreprenører, trafikselskaber og myndigheder.
- Man kan i den forbindelse undre sig over, at mens politikerne afsatte mange mia. kroner til de nye initiativer, blev uddannelsen af de nødvendige ingeniører ikke prioriteret fra politisk side, siger Preben Juul Mikkelsen, markedschef i Cowis afdeling for jernbaner og metro, til Licitationen.
- Derfor vil vi på den lidt længere bane - når vi om nogle år kommer til den projekterende fase - stå med en stor udfordring, hvor alle skal være skarpe, hvis ikke der skal slækkes på kvaliteten, advarer han.
- Derfor vil et øget samarbejde med uddannelserne styrke vores kompetencer og ressourcer, siger han.
Antallet af jernbanespecialister med indsigt er fortsat lille, og i BaneBranchen forsøger man at gøre det kendt, at det er her, man sikrer sig et attraktivt og spændende job, lyder det fra erhvervet.
Derfor må løsningen i høj grad komme fra firmaerne:
- Det er i høj grad os som virksomheder og Banebranchen, der driver uddannelsen af nye jernbaneingeniører frem, siger Preben Juul Mikkelsen fra Cowi.
- Men trods det store arbejde er det tydeligt, at de relativt få kandidater, der uddannes årligt fra DTU slet ikke er nok i forhold til fremtidens behov. Folk går jo også på pension, siger han til Licitationen.
Også Rambøll stiller undervisningskræfter til rådighed for uddannelsen på DTU.
- Men det er klart, at jernbaneteknologi kæmper imod de etablerede studieretninger, som har mere velkendte profiler, siger Rambøll-direktør Tonni Christiansen til dtu.dk.
Nye opkøb styrker Europas jernbaner
I marts 2014 købte Cowi jernbanerådgiveren Apsilon for at styrke kompetencerne i modernisering af jernbaner, især på det såkaldte European Rail Traffic Management System (Ertms), der får signaler i hele Europa til at tale sammen. Det er den første standard, der muliggør, at et tog, uanset leverandør, kan køre i et hvilket som helst Ertms-område i verden med kun én kontrolcomputer. I Danmark forventes det at være fuldt indført i 2021.