23948sdkhjf

Lav inflation sikrer reallønnen

De ansatte i byggeriet forbedrede deres købekraft i 2013 - funktionærerne mere end de timelønnede
De ansatte i bygge- og anlægsbranchen fik i 2013 forbedret deres købekraft. Det er imidlertid ikke store lønstigninger men derimod meget lav inflation, der har sikret positiv realløn sidste år.

Den netop offentliggjorte lønstatistik for fjerde kvartal 2013 fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at de ansatte i bygge- og anlægsbranchen havde en fremgang i lønnen på 1,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Inflationen i samme periode har været 0,7 procent.

Reallønsfremgangen kommer oven på tre år på stribe med konstant udhuling af reallønnen.

- Nominelt er der tale om en lav lønudvikling, så det er inflationen, der sikrer reallønnen, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.

Han oplyser, at den historisk lave inflation blandt andet skyldes faldende importpriser og reduktion af afgifter på for eksempel slik og sodavand.

- Men det afspejler også den lave økonomiske aktivitet i samfundet. Dansk økonomi står jo nærmest stille, mener han.

Bedre produktivitet

Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet, glæder sig over, at der trods beskeden lønudvikling er tale om reallønsfremgang.

- Det er stadig krisetid, og lønningerne i byggeriet er afhængige af konjunkturerne. Vi håber imidlertid, at vi kan hæve lønningerne som følge af udvikling i produktiviteten. Der er flere gode eksempler på virksomheder, der inddrager deres medarbejdere og laver hensigtsmæssige produktionsprocesser. Det er med til at gøre lagkagen større. Det kan give lønfremgang og samtidig bedre bundlinuje for virksomhederne, siger Gunde Odggard.

Finn Bo Frandsen er enig.

- Konkurrencen er benhård, og vi er pisket til at forbedre produktiviteten. Det betyder, at reallønnen stiger, siger han.

Funktionærer får mest

Funktionærernes lønninger er i 2013 steget mere end de timelønnedes. Mens funktionærerne i byggeriet sidste år havde en lønudvikling på 1,9 procent, var den for de timelønnede 1,4 procent.

Forskellen undrer ikke i organisationerne.

- De timelønnedes løn varierer lidt mere i forhold til konjunkturerne, om end også funktionærernes løn er markedsafhængig, siger Finn Bo Frandsen.

- Det er de almindelige lønmodtagere, der holder for, når der er krise. Til gengæld er vores folk også dygtige til at få mere i lønningsposen, når branchen har travlt, siger Gunde Odgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094