Hvad venter vi på?
Det er vel den hovedkonklusion, vi kan drage af Produktivitetskommissionens sidste udmelding.
Og helt forkert er det heller ikke. Vi har i Licitationen Byggeriets Dagblad gang på gang måttet konstatere, at der konkurrenceudsættes alt for lidt i det offentlige og i kommunerne. Der er en særegen vilje og lyst til, at kommunerne selv vil styre tingene, have folk ansat og i det hele taget have så stor en administration som overhovedet muligt.
Men tænk lige på, hvor mange penge der vil kunne spares ved at få ordentlig konkurrence på opgaverne. Ikke at det altid skal gøres til lavest mulige fællesnævner, men netop ved at gennemtænke opgaven og så udbyde den, så man har helt styr på både prisen og kvaliteten. Men det kræver noget, for kommunen og det offentlige skal kunne finde ud af, hvordan man faktisk løser opgaven. Det kræver projektstyring, og en evne til at beskrive det, der skal udbydes - og efter gældende regler.
På den anden side af bordet, nemlig i virksomhederne, kræves der omvendt, at man tager et socialt ansvar. Det kræver også at man sætter sig ind i, hvordan tilbud skal beregnes, så reglerne er overholdt, og man ikke bliver diskvalificeret i opløbet på grund af ikke overholdte konditioner i udbudsmaterialet.
Det er nemlig dyrt at beregne tilbud, og prækvalificeringen er faktisk ment som en mulighed for virksomhederne til at begrænse sine udgifter. Man slipper for at beregne det store tilbud i første omgang, indtil man ved om man er prækvalificeret, og først der kender man de reelle konkurrencevilkår.
Men der er lang vej igen. Kun en fjerdedel af det offentliges opgaver udsættes for konkurrence.
Et budget på 290 mia. kroner er ikke i konkurrence.
Mon ikke der kunne spares en krone eller to, hvis man for alvor går i gang? Og det ville endda give beskæftigelse. Ti procents besparelse er faktisk lig med 29 mia. kroner. Hvad venter vi på?
