Det byggede Danmark
Derfor er der også god grund til sat have et tilstrækkeligt overblik og ikke mindst også et godt perspektiv, når det gælder den byggede masse.
Og den er ikke så lille endda. Som Licitationen - Byggeriets Dagblad i dag kan fortælle, så er Realdania nu ude med en helt ny vinkel på netop det byggede Danmark.
Der findes i Danmarks Statistikbank en lang række tal, der kan fortælle mange historier. Men det er ikke set før, at man har lavet særkørsler og research, der med udgangspunkt i et stort anlagt projekt skal fortælle om netop den del ad Danmark, der er bebygget, og hvad det faktisk består af.
Ikke mindst har bygningsmassen en værdi, som kan danne et grundlag for en lang række nye beregninger om, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan betale sig.
Det er vigtigt for fremtidige beslutninger, at man ved, hvad man har, hvordan udviklingen har været, og dermed kan man også fremskrive en udvikling.
Ikke mindst er det vigtigt i forhold til miljøet og vort energiforbrug. Her er der virkeligt meget at hente i viden og tal til fremskrivninger af nutidige og kommende beslutninger i forhold til energirenoveringer med videre.
Og selv om der ikke er tale om en historisk gennemgang, så er det vigtigt at have det historiske perspektiv med, når der skal tages beslutninger. For en del af vores bygningsmasse er kulturarv, og har udover en økonomisk værdi også andre værdier.
Et spændende eksempel er også de store bygningsværker, som faktisk ikke fylder ret meget i forhold til den samlede bygge- og anlægsproduktion. Det er et vigtigt element i en tid, hvor nogle mener, at der er tale om flaskehalse og højkonjunktur i dele af byggesektoren. Til den ende kan føjes, at Femern fylder tre procent af den årlige omsætning i bygge- og anlægsbranchen.