Vestjysk entreprenør vinder af arenafacade
HSHansen A/S har fået facadeentreprisen på Royal Arena
Virksomheden har leveret det mest fordelagtige tilbud blandt de fem prækvaliferede på facadeentreprisen.
Arenaens facade er i arkitekterne 3XN og HKS Architects design meget karakteristisk med en markant bølgeformet profil i glas og aluminium.
Anlægsselskabet CPHXs bestyrelsesformand Bent Frank oplyser, at man forventer at kunne skrive kontrakt inden for to uger.
Hos HSHansen A/S er man naturligvis glade for den store kontrakt.
- Vi er fantastisk stolte over at være valgt til facadelukningen på den nye arena i København. Vi har over de sidste år blandt andet markeret os med store entrepriser på prestigebyggerier, og det kommer os til gode, at arbejdet på tidligere projekter har været udført til bygherrens fulde tilfredshed. Vi ser virkeligt positivt på fremtiden, siger direktør Simon S. Kristensen til Building Supply.
Bent Frank oplyser, at kontrakten har en værdi af 90-100 mio. kroner.
HSHansen vandt i konkurrence med både danske og udenlandske entreprenører.
Tidsplan revideret
Arbejdet med at opføre Royal Arena skrider ifølge bestyrelsesformanden planmæssigt frem.
- Vi reviderede tidsplanen i forbindelse med direktørskiftet tidligere på året. Både den overordnede tidsplan og planen for de enkelte udbud følger den reviderede tidsplan. Det er fortsat forventningen, at arenaen kan tages i brug i første halvår 2016, siger Bent Frank.
CC Contractor A/S fra Herning er i gang med projektets største entreprise, råhusentreprisen.