23948sdkhjf

Den giftige røg dræber og giver kræft

Det ligner noget af et snigløb fra byggebranchen mod brandfolk, når moderne bygninger opføres og renoveres med farlige materialer, mener brandmand og formand for Brandfolkenes Cancerforening Tommy B. Kjær
Asbest, dioxin, formaldehyd, sod, kulilte, vinylklorid, træstøv.

Listen er lang over de stoffer, brandmandens lunger skal tage imod, mens han passer sit arbejde.

Fem gange så mange mennesker dør af røgforgifning end af forbrændinger, og brandmanden er i sagens natur særligt udsat.

Og brandfolk er overrepræsenteret i den triste statistik over kræfttilfælde i Danmark.

- Vi bliver dødssyge. Den brandrelaterede kræft dræber langt flere brandfolk end selve brandene, siger Tommy Bækgaard Kjær, næstformand i Brandmændenes Organisation og formand for Brandfolkenes Cancerforening.

Han påpeger, at der i dagens Danmark er 15 kræftformer, der rammer brandfolk i langt højere grad end resten af befolkningen.

- De buldrer ned over brandfolk. Der er vi overrepræsenteret, ud fra befolkningsgennemsnittet og ud fra sammen udgangspunkt, at vi er lige sunde til at begynde med. Og tallene er sikre, fordi brandmanden faktisk er sundere i udgangspunktet. Så hans risiko for at skulle udvikle kræft er i princippet mindre. Han skulle have en lavere risiko for at udvikle cancer end gennemsnittet, men allerede efter fem år har han ifølge meget valide undersøgelser en øget risiko for at få kræft, siger Tommy Bækgaard.

Langt mere gift

Han fortæller, at trods bedre udrustning og flere midler til at forebygge følgerne af brandslukningsarbejdet, går det den forkerte vej.

- De byggematerialer vi bruger, afgiver langt mere gift end de gjorde i gamle dage. Typisk plasticprodukter, som bliver brugt i alt muligt, fra tøj over tæpper til byggematerialer. Og som brandmand ved jeg, at de brandtest, som producenterne udsætter deres materialer for, er urealistiske. Når vi kommer ud til en brand, er der ikke kun ild i et askebæger. Så er der gang i den. Men mange af producenternes brandprøver afspejler ikke virkeligheden. Og det skaber en falsk tryghed for borgerne og en større fare for brandmanden. Jeg kan kun se, at det er godt for producentens pengepung, men det er vist også det eneste, det er godt for. Det skal ikke være bedst, det skal være billigst, siger Tommy Bækgaard Kjær.

Han oplever, at de mere brandbare og mere giftige materialer, som vi omgiver os med, betyder, at brandene bliver voldsommere og at flere skal evakueres. Det giver et øget behov for brandfolk i fremtiden, men det modsatte er sket, påpeget han.

Antallet af professionelle brandfolk i Danmark er på 25 år blevet halveret. Samtidig er bygningerne blevet farligere for de, der bekæmper ilden.

- Mange nye kemiske stoffer er kommet oveni, og det øger risikoen. I kombination med at brandene er blevet farligere og brandfolkene færre, sætter man reelt borgernes sikkerhed i fare, siger Tommy Bækgaard Kjær.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11