Adgang til friluftsliv er nødvendigt
Landskabsarkitekter håber, at fremskudte offentlige investeringer i anlægsarbejder vil komme bylandskaberne og folkesundheden til gode
Ikke så lidt, hvis man spørger Bo Holm-Nielsen, bestyrelsesmedlem i Dansk Landskabsarkitektforening og partner i ZoffmannHolm Landskabsarkitekter.
Han ser det som afgørende, at den friluftspolitik, som miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i går præstenterede, vil tage hensyn til, at at flere og flere danskere bliver byboere.
Friluftsliv er nemlig også byliv, og Landskabsarkitektforeningen har bidraget med idéer til et af idekatalogets centrale pejlemærker, et oplæg ved navn "Byens Frirum vores byer skal indbyde til friluftsliv", der fokuserer på, hvordan vores gader, pladser og parker kan indbyde til friluftsliv som en naturlig del af dagligdagen.
- Der er potentialer i at udnytte synergien mellem friluftsliv og byudvikling, og landets første politik på området skal være en fælles referenceramme, der inspirerer udviklingen af friluftslivet, siger Bo Holm-Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Samfundsværdi
I det arbejde er det vigtigt at gøre op med tanken om, at friluftsliv er fritidsliv.
Et større netværk af aktører i både den politiske verden, rådgivere og folk fra bygge- og anlægsbranchen har fokuseret på at udvikle idéer til, hvordan friluftslivet bliver en integreret del af vores hverdag uanset om vi er i daginstitution eller i skole, på arbejde, bevæger os fra A til B eller har fri.
De idéer indgår i et netop offentliggjort idekatalog "Friluftslivets samfundsværdi" der udgør hjørnestenen i den nye politik.
- Friluftsliv har stor betydning for vores velbefindende i forhold til livskvalitet, sundhed, fysisk aktivitet, motorisk udvikling, ligesom det nedsætter vores stressniveauer. Undersøgelser viser, at nærhed og tilgængelighed er afgørende for, i hvor høj grad vi dyrker friluftlivet. Derfor har vi fokuseret på byens rammer for friluftsliv ud fra et nærhedsprincip, siger Bo Holm-Nielsen til Licitationen.
Flere investeringer
Han håber, at den nye politik vil kunne ses i de mange fremskudte offentlige investeringer, ikke mindst i København. Flere er lettere og billigere at realisere end store byggeprojekter, pointerer han.
- Der er en entydig sammenhæng mellem afstanden til friluftsrum og en boligs pris, hvilket gør friluftslivet til en fornuftig samfundsmæssig og privatøkonomisk, investering. Det understreges af en offentliggjort rapport fra Københavns Kommune om værdiforøgelsen af ejendomme indenfor 1.000 meters radius af den yderst populære Sønder Boulevard. Den økonomiske forøgelse er beregnet til 351 mio. kroner. Og det betyder, at kommunen får 12 mio. kroner ekstra ind i ejendomsskatter, siger han.
Potentiale
Bo Holm-Nielsen mener, at alle byens friarealer har potentiale for et friluftsliv:
- I kombination med arkitekturpolitikken, som regeringen lancerede tidligere på året, er der nu formuleret mange gode ideer til, hvordan landskabsarkitekturen kan være med til at udvikle vores byer under hensyntagen til byens og hverdagens friluftsliv. Som landskabsarkitekt ser jeg frem til at omsætte de gode tanker til konkrete projekter, og jeg kan allerede se en tendens hos mange private virksomheder, der sørger for at anlægge attraktive udearealer til deres medarbejdere. Arealer, som ikke kun er til korte pauser, men som man kan arbejde i. Det bliver et personalegode på linje med firmabil og fri telefon, siger han.
En milliardindustri
Forfatterne til den nye politik anbefaler også kommuner og private bygherrer at arbejde ud fra et princip om maksimalt 300 meter fra bolig til byrum.
- Friluftslivet i byerne bør udformes, så det skaber social interaktion på tværs af alder, uddannelsemæssig, økonomisk, social eller etnisk baggrund. Friluftslivet skal også være en del af vores arbejdsliv, siger Bo Holm-Nielsen.
Det er sket i form af et pilotprojekt i Lautrupparken i Ballerup, hvor Danmarks første såkaldte Walk & Talk-landskab er etableret.
- Friluftslivet er en milliardindustri, men vi har aldrig fået sat tal på værdien før nu, sagde miljøminister Kirsten Brosbøl ved gårsdagens arrangement.
Hun fortsatte:
- Danskerne bruger hvert år cirka 29 mia. på friluftslivet, og det beskæftiger cirka 28.000 mennesker. Mere og bedre friluftsliv kan få friluftslivet til at blomstre endnu mere, så jeg håber de 125 idéer i idékataloget bliver samlet op af kommuner, fonde, interesseorganisationer, kroer, feriecentre i hele Danmark, sagde miljøministeren.
Fem nye friluftsprojekter bliver lanceret samtidig med kataloget med de 125 ideer og miljøministeriet giver i alt mere end seks mio. kroner til projekterne. Blandt andet støtter ministeriet Red Barnet med halvanden mio. kroner, der vil forbedre mulighederne for friluftsliv blandt socialt udsatte børn og deres familier.
Samme beløb går til et projekt, der skal forvandle Danmark til et cyklistparadis.