23948sdkhjf

Halsnæs kasserer udbud

Halsnæs Kommune har annulleret et udbud om solcelleanlæg på kommunale bygninger
Halsnæs Kommune smider udbudsmaterialet til et udbud om etablering af solcelleanlæg på 11 kommunale bygninger - heriblandt skoler og børnehaver - og starter forfra.

- Vi har annulleret udbuddet af udbudstekniske årsager, siger energiingeniør Jens N. Jørgensen fra Halsnæs Kommune. Han ønsker ikke at uddybe baggrunden yderligere, men oplyser, at man vælger at begynde helt forfra og udarbejde en ny udbudsbekendtgørelse.

Forsinkelsen af projektet, som oprindeligt skulle være startet op 1. marts, forventes at blive omkring tre til fire måneder.

Fem virksomheder har prækvalificeret sig til at byde på opgaven, som har en anslået værdi på mellem tre og 3,8 mio. kroner eksklusive moms. Ingen af de prækvalificerede virksomheder havde afgivet bud, da udbuddet blev annulleret.

Kommunens rådgiver Esbensen Rådgivende Ingeniører har heller ikke mange kommentarer til baggrunden for det aflyste udbud.

- Hele diskussionen om annulleringen, og hvad vi skal gøre nu, er vi i gang med at tage lige nu, så det kan jeg ikke udtale mig om. Vi har en dialog med bygherren, siger viceadm. direktør Peter Juhl Thorseng.

Stille garanti

Som en del af udbuddet skulle tilbudsgiveren stille en garanti for anlæggets samlede årsydelse i 25 år - dog korrigeret for skygger samt den målte solindstråling år for år. Desuden ville der blive korrigeret for den løbende forringelseseffekt.

Ved to-års eftersynet skulle leverandørerne vise, at solcelleanlæggene har leveret det strøm, der er garanteret for. Hvis ikke det er tilfældet har Halsnæs Kommune ifølge udbudsmaterialet ret til kompensation for manglende ydelse.

Per Henriksen, der er rådgiver i brancheforeningen Dansk Solcelleforening, vil ikke udtale sig om det konkrete annullerede udbud, men siger helt generelt:

- Det er utroligt vigtigt, at kommunerne stiller de rigtige krav. Man kan godt stille meget høje krav og tro, at man har sikkerhed. Men det handler om risikovurdering – hvad man vil sikre sig imod, og hvor sandsynligt det er, at man kan garantere, hvordan virkeligheden ser ud om eksempelvis 20-25 år.

Meget kan ændre sig

Per Henriksen påpeger, at verden kan nå at ændre sig meget i mellemtiden.

- Det er specielt problematisk, når man vil have meget håndfaste garantier for noget, der sker over 20 år ud i fremtiden, fordi verden ændrer sig mildest talt hurtigt. Man kan stille for store krav på nogle områder og tro, man så er afdækket uden at være det, siger han.

Eksempelvis har der været mange solcelleproducenter og solcelleleverandører, som har måttet lukke og slukke.

- Det, vi har oplevet både globalt og i Danmark i 2012 og 2013, er, at der er kommet mange nye aktører, men samtidig er der også forsvundet en hel del igen. Derfor er det svært at spå, hvilke producenter og leverandører der eksisterer så mange år ud i fremtiden, siger Per Henriksen.

Ifølge Per Henriksen er kommunerne altså ikke 100 procent afdækket i forhold til risici, hvis de stiller krav om meget langvarige garantier. For selv om det i første omgang er den solcellevirksomhed, der vinder opgaven, som skal stå for garantien og eventuelt gøre krav over for producenten, så kan det også være, at solcellevirksomheden selv ikke eksisterer til den tid - og så står kommunen selv med problemet.

- Derfor er det afgørende at stille realistiske krav. Det er også den største garanti for at få det bedste produkt til den bedste pris, uddyber han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09