Anlægsnyt
LEGEPLADS - VIBORG: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune har vedtaget et forslag til tillæg til lokal lokalplan nr. 161 for et institutionsområde ved Digterparken i Viborg.
Forslaget skal sikre, at Børnehuset Tommeliden og Digterparkens Børnehus kan udvide deres legearealer permanent.
REGION SYDDANMARK
NATUR - KOLDING: Kolding Byråd har sagt god for en anlæsgbevilling til Almind Ådal Naturprojekt.
En stor del af Almind Ådal er ved at gro til med tagrør, pilekrat og anden høj og tæt bevoksning. For at bevare den værdifulde natur i ådalen i form af våde enge og tørre overdrev er det nødvendigt at gennemføre en rydning af den uønskede bevoksning i ådalen og efterfølgende hegne arealerne, således at de i fremtiden kan græsses med kreaturer.
NEDRIVNING - UGERLØSE: Klima- og Miljøudvalget i Holbæk Kommune indstiller nu til byrådet, at der gives tilsagn om nedrivningsstøtte på én mio. kroner til fire ejendomme i Hovedgaden i Ugerløse.
Det drejer sig om ejendommene Hovedgaden 21, 25, 29 og 31, der alle betegnes som nedrivningsmodne. Også ejendommen Hovedgade 27 rives ned, men den er ikke i så dårlig stand, at den kan få nedrivningsstøtte. Derfor må Danske Huse A/S, der efter nedrivningen vil opføre en dagligvarebutik, selv betale for nedrivningen af denne ejendom. Henrik Sørensen, Arkitektfirma Aps i Ringsted står for tegningerne til den nye dagligvarebutik, som skal huse en Netto.
REGION HOVEDSTADEN
BYLIV - FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget på Frederiksberg vedtog forleden, at der skal arbejdes videre med at forbedre cykelforholdene og bylivet på Værnedamsvej.
Der skal blandt andet arbejdes med at forbedre forholdene for parkering af cykler, så fortovene og kørebane kan gøres mere fremkommelige og trafiksikkerheden forbedres. I dag blokerer de mange parkerede cykler ofte både fortovs- og vejarealer. Det er også planen at arbejde på at få lavet et mere trafiksikkert og overskueligt kryds mellem Værnedamsvej og Frederiksberg Allé/Vesterbrogade. Derudover skal der ses på forholdene ved Den Franske Skole i forbindelse med afsætning og afhentning af elever, ligesom der skal arbejdes på at forbedre mulighederne for varelevering til butikker.
Forvaltningen vil med udgangspunkt i ovenstående fokusområder fortsætte samarbejdet med Københavns Kommune om at udarbejde forbedringsforslag for vejen.