Minister mødes af byge af spørgsmål
Forud for dagens samråd om reglerne for arbejdsudleje har skatteministeriet svaret på en række spørgsmål fra SFs skatteordfører
Det er Skatteudvalget, der har kaldt ministeren i samråd, hvor han også skal redegøre for, hvilke faktiske forhold der har ændret sig, siden loven om arbejdsudleje blev ændret, og på hvilken måde praksis vil blive forandret, hvis ændringen gennemføres.
Regeringen strammede ellers loven i 2012 og den har, ifølge fagbevægelsen, været en vigtig indsats i forhold til at bekæmpe social dumping.
Spørgsmål om provenu
Forud for samrådet har blandt andet SFs skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen stillet en byge af spørgsmål til ministeren, som hun ikke mener han har givet klare svar på.
- Der er stadig mange ting, der mangler at blive besvaret, og derfor er jeg glad for, at vi får det samråd. De skriftlige svar har været meget mangelfulde, og jeg undrer mig over de tal, som ministeriet kommer med. I det hele taget undrer jeg mig over, at de skønner så meget, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Blandt de ting, som SFs skatteordfører skriftligt har bedt ministeren svare på er, hvor mange personer der har betalt arbejdsudlejeskat de seneste 5 år, hvilke konsekvenser vil det vil have for skatteprovenuet, hvis reglerne for arbejdsudleje ændres, og om der har været gennemført kontroller med arbejdsudlejeskatten i løbet af det seneste år.
54 årsværk
Ministeren har i et skriftligt svar redegjort for, at man ikke kender det præcise antal arbejdsudlejede personer, men på baggrund af oplysninger fra Skat skønnes det, at tallet ligger på ca. 3200 personer.
Ligeledes vurderer Skatteministeriet, at det nye styresignal, som er en slags vejledning om arbejdsudleje, om arbejdsudleje ikke har provenumæssige konsekvenser.
Lisbeth Bech Poulsen undrer sig over, at regelændringen ikke skulle have provenumæssig betydning.
- Der må være noget i deres beregninger, der ikke holder stik. De har slækket på kravene og det må have betydning for provenuet. Jeg har derfor tænkt mig, at jeg på samrådet vil spørge ind til, hvordan de har regnet på det, siger hun.
Omkring kontroller af arbejdsudlejeskatten refererer ministeren et svar fra Skat:
- Skat har fra 1. januar 2013 til 31. marts 2014 foretaget 3.095 kontroller. I 2014 anvender Skat 54 årsværk på indsatsen mod social dumping. Desuden er der i 2014 aftalt otte landsdækkende kontrolaktioner og 15 regionale aktioner i samarbejde med Arbejdstilsynet og Politiet. Vedrørende kontroller med arbejdsudlejeskatten har der i perioden fra 1. maj 2013 til 29. april 2014 været gennemført 46 kontroller i relation til social dumping, som har været rettet direkte mod arbejdsudlejeforhold, lyder det skriftlige svar.