23948sdkhjf

Forskelsbehandling undrer politikere

Partier uden for regeringen mener ikke, at forskelsbehandlingen mellem regionale og kommunale solceller er rimelig
Urimeligt og forkert er nogle af de ord, Enhedslistens og Venstres energiordførere på Christiansborg bruger om den forskel, der er mellem kommuner og regioner, når det gælder besparelser som resultat af solcelleanlæg.

- Det er en generel urimelighed, som rammer kommunerne. Man indførte modregningen, blandt andet fordi der var kommuner, som solgte deres elselskaber og fik ganske mange penge ud af det. Jeg er sådan set enig i, at den er ufuldkommen, når det handler om investeringer i vedvarende energi, siger energi og klimaordfører Per Clausen (EL) og uddyber:

- Det er vores opfattelse, at den regel bør fjernes, når kommuner medvirker til at producere el og anden energi via vedvarende energikilder. Vi er uenige i, at man laver den modregning, når det handler om solceller, og det har vi gentagne gange taget op i de energiforhandlinger, vi har deltaget i.

Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt forstår ikke, at der skal være forskel på regioner og kommuner.

- Jeg vil prøve at drøfte det med klima- og energiministeren, om det kan være rigtigt, at der skal være en forskelsbehandling. Umiddelbart synes jeg, at det er forkert, at regionerne har en mulighed, kommunerne ikke har, siger han.

Stat mister provenue

Energistyrelsen meldte sidste år ud, at man ville kigge på problematikken omkring solceller og modregningsreglerne med henblik på at finde en løsning, men løsningen kom aldrig.

- Vi har en konflikt, fordi Finansministeriet har et klart ønske om at begrænse udbygningen af solceller, fordi de er bange for, at det vil reducere skatteprovenuet fra energiudgifterne. Vi andre har et ønske om at udvide vedvarende energi - også med solceller. Det er en konflikt, vi har i forhold til regeringen, siger Per Clausen.

Energi- og klimaordfører Jens Joel (S) forsvarer i modsætning til Enhedslisten modregningsreglerne for solceller:

- Det er en normal procedure, at når der er indtægtsvirksomhed i kommunerne, så bliver det modregnet. Det har nogle gange været tilfældet, når man eksempelvis har solgt forsyningsselskaber. Som princip synes vi, at det er fornuftigt nok, at det skal med ind i regnskabet, hvis kommunerne tjener penge eller har færre udgifter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093