Underentreprenører giver firma million-resultat
Trods krisetider er det lykkedes C.C. Contractor at komme ud af seneste regnskabsår med en overskudsgrad på 4,9 procent
- Vi er meget tilfredse med resultatet - specielt set i lyset af markedssituationen. Vi har haft nogle gode sager, og derudover har vi haft nogle fornuftige underentreprenører med os, som har bidraget positivt til, at opgaverne er lykkedes godt for os. Vi bruger underentreprenører, som vi kender godt, og som vi er godt tilfredse med, siger Jørn From, direktør i C.C. Contractor.
Entreprenørvirksomheden har 18 ansatte, som dog ikke selv er at finde i sving på byggepladserne, samt en omsætning på 402 mio. kroner.
Danske firmaer
Jørn From fortæller, at de virksomheder, C.C. Contractor entrerer med, er danske virksomheder.
- Vi bruger udelukkende danske håndværksmestre, siger Jørn From og uddyber:
- Det handler meget om, at der også er en dag i morgen, og vi har jo en fem-års garantiperiode i byggeriet, og den er de en del af. I den forbindelse er det klart, at det er en fordel, at vi har en gruppe af håndværksmestre, som vi bruger meget, for så har vi en vis garanti for, at de også er der i morgen, og det kan også gøre det lettere at løse, hvis der er nogle ting, de har været med til at lave, som måske ikke er faldet så heldigt ud. Hvis man henter udenlandske entreprenører ind, føler vi i hvert fald, at kommandovejen er sværere.
Det kan dog godt være, at underentreprenørerne beskæftiger udenlandsk arbejdskraft.
- Det er klart, at nogle af håndværksmestrene kan have suppleret med udenlandsk arbejdskraft, hvis de har manglet bemanding, siger Jørn From.
Fald i forhold til tidligere
En overskudsgrad på omkring fem procent plejer at blive anset som en meget god overskudsgrad, så en overskudsgrad på 4,9 procent kan C.C. Contractor godt være stolt af.
Men i forhold til tidligere år, kan man godt fornemme, at krisen også har haft indflydelse på virksomheden. I 2008/09 havde C.C. Contractor en nettoomsætning på 684,8 mio. kroner og en overskudsgrad på 8,7 procent, mens omsætning i 2009/10 var faldet til 265,8 mio. kroner - dog med en overskudsgrad på hele 14,3 procent. I de to efterfølgende år har overskudsgraden ligget på henholdsvis 4,3 og 4,7 procent.
- Alle har været ramt af krisen, men vi er kommet godt igennem den, og vi er godt tilfredse, siger Jørn From.
Han forventer, at næste regnskabsperiode vil byde på et højere aktivitetsniveau og en højere indtjening:
- Vi har opgaver inde, som rækker frem til 2015, og vi har en højere ordrebeholdning på nuværende tidspunkt, end vi havde på samme tidspunkt sidste år.