Ingen vil kendes ved maskinfører på metro
Uorganiseret virksomhed udfører arbejde på Cityringen
Fagforeningen har derfor måttet igangsætte en faglig sag.
- Sagen er en understregning af, at der ikke er styr på ansættelsesforholdene på metrobyggepladserne. Manden har tilsyneladende været ansat i en uorganiseret virksomhed uden overenskomst. Det er simpelthen dårlig ledelse af CMT, siger Jesper Weihe, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
CMT, metroprojektets hovedentreprenør, har på byggepladsen på Rådhuspladsen aftale med TSG, Tulstrup Sten og Grus, om at udføre forskelligt maskinarbejde. TSGs direktør Niels Jørgensen oplyser til Licitationen, at TSG har hyret en underentreprenør til at stille mandskab til gravemaskinen. Denne underentreprenør Norén Støbekompagni er ikke omfattet af overenskomst.
Uden ansættelsesbrev
- Der er ingen tvivl om, at manden har været beskæftiget på pladsen i en måned. Det viser hans arbejdssedler og læsselister, og han er både registreret og sikkerhedsgodkendt, men han har intet ansættelsesbrev, og ingen af aktørerne på byggepladsen vil vide af ham. Vi har måttet afholde et mæglingsmøde, hvor vi har gjort klart, at vi vil rette kravet mod CMT og i sidste ende Metroselskabet, idet Metroselskabet jo bekender sig til ILO-konvention 94. Vi synes imidlertid, at det er dybt pinligt, at der er så lidt styr på tingene, at uorganiserede virksomheder er med til at bygge metroen, siger Jesper Weihe.
Fagforeningen har på vegne af sit medlem stillet krav om 35.000 kroner.
Storm i et glas vand
Direktør i Norens Støbekompagni Ole Mørk Andersen siger til Licitationen, at det hele er en storm i et glas vand".
Han oplyste torsdag eftermiddag, at han netop havde indbetalt løn til den pågældende i forhold til den opgørelse, som fagforeningen havde lavet.
Han ønsker ikke at svare på, hvorfor der skulle en faglig sag til, før han betalte sin nu tidligere ansatte.
- Men de har åbenbart ikke andet at lave end holde møder, er kommentaren til, at sagen har givet anledning til et mæglingsmøde.
Det er ikke lykkedes Licitationen at få bekræftet, at den manglende løn er betalt.
CMT oplyser i et mailsvar, at man i øjeblikket er i gang med at indsamle alle nødvendige oplysninger og i øjeblikket ikke ønsker at kommentere sagen.
Niels Jørgensen, direktør i TSG, oplyser, at han har afbrudt samarbejdet med Norén Støbekompagni.