Regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om at fordele en pulje på 151,9 mio. kroner til klimatiltag.
Puljen er en del af aftalen for Finansloven for 2015. Med den samlede klimapakke fra finansloven barberer Danmark således op mod 500.000 ton af sin drivhusgasudledning i 2020.
- Vi mærker i stigende grad klimaforandringerne, og vi kommer ikke sovende til løsningerne. Tiltagene i klimapuljen, der tæller alt lige fra naturgenopretning til grøn transport, er et vigtigt skridt i retningen af at bremse Danmarks udledninger, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.