Kæmpe skolebyggeri indledt på Nordhavn
Et skolebyggeri til en samlet byggesum på over 500 mio. kroner har netop forladt startrampen. I 2017 kan Copenhagen International School åbne dørene til en ny campus i det opblomstrende Nordhavn. Fredag underskrev fire nye entreprenører kontrakten
Fire storentreprenører
Den første af sin art
På en ny halvø i Nordhavn i København bliver der boret, banket og hamret for fuld tryk i disse dage. Københavns største skolebyggeri er netop blevet skudt i gang, og i 2017 kan Copenhagen International School åbne dørene til en opsigtsvækkende campus i det opblomstrende område i Nordhavn. Fredag underskrev fire nye storentreprenører byggekontrakten til en samlet byggesum på over 500 mio. Bagefter viste de rundt på byggepladsen, hvor støbningen var i fuld gang. I 2017 skal Copenhagen International Schools nye campus på 25.000 kvadratmeter stå klar i Københavns Nordhavn. Byggeriet af den nye skole i Nordhavn blev igangsat i starten af året, og der arbejdes lige nu hårdt på at få skabt fundamentet på den halvø i Nordhavnen, der er blevet konstrueret til at bære Københavns hidtil største skolebyggeri. Ejendomsfonden Copenhagen International School styrer byggeriet, som netop har været igennem en større kursændring. Da der ikke kunne opnås enighed med den tidligere totalentreprenør ophørte samarbejdet, hvorefter Ejendomsfonden har valgt at omlægge strukturen for byggeriet og indgå aftaler med fire nye storentreprenører, der sammen skal stå for opførelsen af det meste af skolen. Underskrivningen markerede, at der er godt gang i byggeriet, og at der er lagt en kurs for projektet frem mod 2017. - Med et byggeri på den her størrelse ved man aldrig, hvad der kan komme af udfordringer på vejen. Vi er meget glade for at have fundet frem til en struktur med fire nye storentreprenører, der nu betyder, at vi kan arbejde målrettet frem mod åbningen af den nye campus i januar 2017, og vi er allerede i fuld gang, siger formand for Ejendomsfonden for Copenhagen International School, John Bo Jacobsen. En unik placering Copenhagen International School har 850 elever i alderen tre til 19 år fra flere end 70 forskellige lande. Undervisningen er i dag fordelt på adresser i Hellerup og på Østerbro i København, men bygningerne kan ikke længere følge med den store efterspørgsel på elevpladser, og derfor samler skolen nu sine aktiviteter i én stor skolebygning i Nordhavn med plads til 1.200 elever og 250 ansatte - mod 180 i dag. - Udover størrelsen på byggeriet og de mange innovative tanker og planer, der ligger bag, er det en stor oplevelse at være med til at etablere en international skole i et helt nyt område som Nordhavn. Vi er med i en fase lige nu, hvor vi kan påvirke udviklingen af området, og der er ingen tvivl om, at den nye campus vil blive et centralt omdrejningspunkt for det urbane havnebyrum, der skabes herude, siger John Bo Jacobsen. Den nye campus bliver den første af sin art, som blandt andet kan bryste sig af faciliteter som tre fuldstørrelses basketballbaner, et teater med plads til et stort publikum samt tilhørende øvelokaler. Campussen bygges på Levantvej Vest i Københavns Nordhavn på en etableret halvø omgivet af vand og grønne områder og med kort afstand til den nye metrostation i Nordhavn. Byggeriets næste store milepæl bliver til maj, når de første byggesten bliver lagt, og i november forventer man, at bygningens facader er klar.