Danske Arkitektvirksomheder går med blandt andre arkitektskolerne i København og Aarhus, Designskolen Kolding, Design Denmark og Arkitektforeningen ind i arbejdet med at øge efterspørgslen efter designere og arkitekter. Initiativerne skal bygge bro mellem fremtidens behov for kreativ arbejdskraft og uddannelsernes udbud af kompetencer og dermed kandidater.
Handlingsplanen bygger på to præmisser. For det første, at manglende kendskab til uddannelserne og kandidaternes kompetencer er en del af forklaringen på den relativt høje arbejdsløshed. For det andet, at indholdet i de nuværende uddannelser skal videreudvikles. Uddannelsernes kvalitet og relevans skal forbedres, så uddannelserne bedre svarer til aktuelle og fremtidige behov, skriver danskeark.dk.