Inden for flere af byggefagene meldes der om begyndende mangel på arbejdskraft flere steder i landet.
Det fremgår af den nyeste såkaldte arbejdsmarkedsbalance, som de regionale arbejdsmarkedsråd udarbejder to gange om året på baggrund af virksomhedsinterviews og dataindsamling.
I Østjylland er der blandt andet mangel på arbejdskraft til anlægsbranchen og el- og vvs-installatørerne; på Sjælland opleves mangel på murere og tømrere; Nordjylland mangler blikkenslagere; virksomhederne på Fyn oplever mangel på snedkere og tømrere, mens Sydjylland melder om mangel på brolæggere og bygningsstruktører.