23948sdkhjf

Trafikknudepunkt er klar til brug

Danmarks travleste station, Nørreport i København, er efter tre års ombygning klar til indvielse på lørdag
Efter godt tre års ombygning står den ombyggede Nørreport Station i København nu klar til brug af både københavnere og de mange daglige rejsende.

Stationen, der er Danmarks travleste trafikknudepunkt, har fået et markant løft og er blevet ombygget til en stor sammenhængende plads med nye tage og bygninger og langt bedre forhold for cyklisterne.

Stationens betonkonstruktion er blevet renoveret, fjerntogsperronen fornyet og ventilationen markant forbedret, og på lørdag den 10. januar indvies det ombyggede Nørreport med en folkefest for børn og voksne.

- Efter et godt og frugtbart samarbejde mellem Københavns Kommune, Banedanmark og DSB, står vi nu klar til tiden med en fuldstændigt forandret plads og station med et let og lyst udtryk, som forhåbentlig vil glæde både københavnerne og alle de rejsende, der hver dag bruger stationen, siger adm. direktør Jesper Hansen fra Banedanmark, der er en af parterne i ombygningen.

Fortsat drift

En af de store udfordringer under den tre år lange byggeproces har været at holde stationen i drift, mens den blev bygget om. Og så er tre år lang tid at være nabo og erhvervsdrivende ved en stor byggeplads.

- Hver dag bruger cirka 250.000 mennesker Nørreport. Vi har gjort vores bedste for at tage hensyn til vore omgivelser, mens vi har arbejdet, men det er klart, at vi har trukket veksler på både naboernes og de rejsendes tålmodighed, indrømmer projektchef på Ny Nørreport Mikael Bredsdorff.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er også glad for det færdige resultat.

- Nørreport Station er et af Københavns mest travle trafikknudepunkter, og ombygningen har været en lang og hård proces for både de rejsende, naboerne og butikkerne i området. Men nu står Nørreport endelig færdig, og resultatet er imponerende flot. Jeg er glad for, at vi nu kan åbne en ny og markant bedre Nørreport Station til glæde for både de mange tusinde, der hver dag kommer rejsende med tog, metro og bus, og alle dem, der bare kommer forbi Nørreport, siger overborgmesteren

Ramt af konkurs

Ombygningen har da også ud over den igangværende drift budt på andre udfordringer.

Oprindelig havde en­treprenørselskaberne Per Aarsleff A/S og Pihl & Søn A/S vundet ombygningen, men kom i problemer da Pihl gik konkurs i august 2013.

Det betød, at Per Aarsleff A/S og datterselskabet Aarsleff Rail A/S videreførte ombygningen i konsortiet Aarsleff-Rail Nørreport.

Banedanmark, DSB og Københavns Kommune har i fællesskab stået for ombygningen af Nørreport, mens rådgiverne på opgaven har været Grontmij A/S, Gott­lieb Paludan Architects/Cobe samt Rambøll A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099