En destination langs hele klinten
Stevns Klint skal ikke opleves som ét enkelt punkt. Det er en af hovedtankerne bag den udvikling, Stevns Kommune arbejder med i disse år, hvor besøgscenteret i Boesdal Kalkbrud ses som første etape, mens næste fase skal binde flere steder og oplevelser sammen langs klinten.
Ifølge Morten Svarre Andersen, programleder for Stevns Klint som Løftestang, følger der en formidlingsopgave med verdensarven. Det handler både om at forklare stedets geologiske betydning og om at gøre det lettere for besøgende og lokale at bevæge sig i landskabet.
”Pyramiden er en unik chance for at åbne et sted op for lokalbefolkningen og besøgende.”
Pyramiden får ny funktion
I Boesdal Kalkbrud mødes natur, kultur og industrihistorie. Det tidligere kalkbrud rummer både spor efter produktionen, adgang til havet og den markante Pyramide, der oprindeligt blev opført som kalklager. I dag er bygningen et af områdets mest genkendelige vartegn.
Restaureringen skal give Pyramiden en ny funktion som kulturhus og samlingspunkt. Dermed bliver projektet ikke kun en bygningsmæssig opgave, men en del af en større plan for bedre faciliteter ved Stevns Klint.
Samtidig indgår Pyramiden i en bredere udvikling, hvor kommunen arbejder med fire hovedspor: bedre faciliteter, bedre adgang, skiltning og formidling langs klinten samt aktiviteter og events med lokal forankring. Blandt projekterne er også bedre adgang ved Højerup og wayfinding, der skal hjælpe gæsterne rundt i området.
Fra anlæg til levende sted
Stevns Kommune driver anlægsfasen og har samtidig haft en central rolle i at søge fondsmidler og sikre sammenhæng mellem natur, kultur og turisme. For kommunen er opgaven at udvikle et sted, der både kan rumme besøgende udefra og fungere som et aktiv for lokalsamfundet.
I udførelsen har kommunen blandt andet hæftet sig ved arbejdet på selve Pyramiden, hvor BAK BAK A/S står for bygningsdelen. Ifølge Morten Svarre Andersen er en af de særlige historier det unge hold, der arbejder på den markante konstruktion.
”På pladsen har vi fire meget unge fyre. Meget dygtige unge håndværkere, som står og bygger det her kæmpe projekt.” siger han.
Når restaureringen er færdig, begynder den næste del af arbejdet. Pyramiden skal ikke blot stå som et istandsat bygningsværk i kalkbruddet, men bruges aktivt til arrangementer, formidling og lokale aktiviteter.
Dermed bliver projektet et eksempel på, hvordan en kommune kan arbejde med verdensarv som mere end turisme. Det handler også om adgang, lokal stolthed og om at gøre kultur- og naturarv til noget, flere kan bruge i hverdagen.