Det er den helt store vækstrejse og den helt store opkøbsjagt, som Installatørgruppen har sat fut i.
Det afslører det 350 sider lange børsprospekt, som den fremadstormende leverandør af tekniske installationsløsninger onsdag morgen offentliggjorde.
Installatørgruppen, der indtil videre kun er aktiv på det danske og schweiziske marked, har således "aktive dialoger" med 105 selskaber. Heraf er 25 af selskaberne danske, og de har samlet set en driftsindtjening på 157 mio. kr.