Licitationen mener: Den vigtige artikel, ingen vil læse

Vi har skrevet en artikel, som næsten ingen har læst.

Det er bemærkelsesværdigt, for den handler om et af de emner, som bygge- og anlægsbranchen ellers ynder at tale om og i flæng fremhæver som afgørende, nemlig kønsdiversitet i toppen af virksomhederne. 

Tallene er entydige. Kun hver fjerde bestyrelsespost hos de 50 største bygge- og anlægsvirksomheder er besat af en kvinde. Kun to topchefer er kvinder.

I 2024 brugte vi ressourcer på at lave en tilsvarende opgørelse, og tallene her ligner til forveksling dem, vi nu kan præsentere. 

Udviklingen er med andre ord minimal. Næsten stillestående. Det må da få nogle alarmklokker til at ringe. 

Læs også Licitationen mener: J. Jensens undersøgelse rejser flere spørgsmål, end den giver svar

Alligevel ligger artiklen blandt Licitationens mindst læste historier.

Det er svært at finde et klarere billede på branchens paradoks.

For samtidig tales der meget om problemet. Branchen har diversitetsdage, diversitetsløfter, konferencer, paneldebatter og strategier. Der er vilje, lyder det. Der er fokus, lyder det. Der er momentum, lyder det. 

Men når dokumentationen ligger sort på hvidt, er interessen væk.

Det er ikke fordi, emnet er uvigtigt. Tværtimod. Alle ved, at mangfoldighed giver bedre beslutninger, mere innovation og bedre forretning. Det bliver gentaget igen og igen. Også af dem, der sidder på magten.

Læs også Licitationen mener: Debatten om Njals Tårn kræver mere præcision end politik

Men viden forpligter, og det er her, det begynder at blive ubehageligt.

For manglen på kvinder i toppen er ikke et HR-problem. Det er et ledelsesproblem og et strukturelt problem og et spørgsmål om, hvem virksomhederne rekrutterer, forfremmer og lytter til. Og den slags problemer kan man ikke løse med hensigtserklæringer alene.

Tidligere på måneden bragte vi et debatindlæg, der er skrevet af Poul-Erik Olsen fra entreprenøren CG Jensen. Indlægget adresserer udfordringen i, at læserne ofte belønner det dramatiske. Konkurser, konflikter og kriser bliver læst. De langsomme, strukturelle udfordringer bliver sprunget over. Ikke fordi de er mindre vigtige, men fordi de er sværere og kræver ansvar.

Læs også Licitationen mener: Boligpolitikken er tilbage, og det er godt nyt for byggeriet

Kønsdiversitet er netop en sådan udfordring. Den ændrer sig ikke, fordi vi taler om den. Den ændrer sig kun, hvis dem, der har magten, også har viljen til at ændre praksis.

Man kan ikke både erklære diversitet for en strategisk prioritet og ignorere tallene, når de ikke flytter sig.

Så denne leder er ikke en skideballe over manglende gode intentioner. Dem er der rigeligt af. Det er en konstatering af, at opmærksomhed er handlingens forudsætning.

Og når næsten ingen gider læse om problemet, er det svært at tage alvorligt, at det rent faktisk vil blive løst.