Fjernvarme har siden 1970erne været en af kerneopgaverne hos Zacho-Lind A/S.
På Sjælland og i hovedstadsområdet har virksomheden stået for en lang række projekter, og ifølge Poul Lauritzen, senior partner for forsyningsområdet, fylder opgaverne stadig godt i ordrebogen.
”Fjernvarme har været en stabil og vigtig del af vores forretning i mange år. Vi laver både jord- og rørarbejde og har egne smede – det er en styrke, fordi mange bygherrer gerne vil have, at det er den samme entreprenør, der håndterer det hele,” siger han.
Effektive løsninger i tætte byområder
Zacho-Lind arbejder i mange af de tætbefolkede forstadskommuner bl.a. i Vallensbæk, Rødovre, Glostrup og Hvidovre. Her er pladsen ofte begrænset, og så gør det en forskel, at man har oparbejdet mange års erfaring på området, mener Poul Lauritzen: ”Der er altid trange pladsforhold, men vi har dygtige folk, der forstår at planlægge arbejdet, så det forstyrrer mindst muligt. Det er blevet en af vores specialiteter.”
Virksomheden udfører både total-, hoved- og fagentrepriser og varetager såvel små opgaver som store længerevarende entrepriser og rammeaftaler. Gennem årene har man også udført meget komplekse projekter – blandt andet et anlæg for Taastrup Forsyning baseret på geotermisk varme. ”Man pumper vand op fra 2-300 meters dybde og kobler det på en varmeveksler. Det er en løsning, der passer godt i områder, hvor for lange ledningsstræk vil være for dyrt at udføre” siger Poul Lauritzen.
Vi er proaktive og løsningsorienterede. Vi vil gerne diskutere pris, men vi vil ikke diskutere kvaliteten.
Poul Lauritzen Senior Partner Forsyning
Nye udfordringer for fjernvarmebranchen
Selvom fjernvarmen generelt har været på fremmarch, ser Poul Lauritzen tegn på opbremsning. ”Det begynder at gå den forkerte vej, fordi gaspriserne er faldet igen, og fordi politikerne ikke klart har meldt ud, hvornår naturgassen skal udfases. Mange forbrugere vælger at blive, hvor de er, så længe det økonomisk kan betale sig,” siger han.
For entreprenører som Zacho-Lind betyder det, at planlagte projekter i nogle tilfælde udskydes, selv om det faglige beredskab og kapaciteten er på plads.
Kvaliteten kan ikke diskuteres
Ud over de mange fjernvarmeprojekter udfører Zacho-Lind bl.a. også vand- og gasledninger, kloak- og vejprojekter, klimasikringsprojekter samt betonarbejder for blandt andre HOFOR, Vejdirektoratet og Banedanmark. Mange kunder vender tilbage, og det ser Poul Lauritzen som et tegn på virksomhedens kultur: ”Vi er proaktive og løsningsorienterede. Vi vil gerne diskutere pris, men vi vil ikke diskutere kvaliteten. Vores kunder ved, at vi står inde for det, vi leverer.”
Zacho-Lind A/S
Zacho-Lind A/S er en dansk entreprenørvirksomhed, der siden 1934 har specialiseret sig i forsynings- og anlægsarbejder inden for fjernvarme, vand, gas, kloak og infrastruktur. Zacho-Lind beskæftiger i dag omkring 200 medarbejdere og har egne smede- og rørhold, hvilket gør det muligt at udføre komplette entrepriser fra gravearbejde til installation.
Se mere på www.zacho-lind.dk