Debat: Ny ordning for udenlandsk arbejdskraft vil løse flaskehalse i industrien

Regeringen kunne i sidste uge præsentere en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, der gør det lettere for danske virksomheder at hente kvalificeret arbejdskraft fra 16 udvalgte lande uden for EU.
Med ordningen sænkes beløbsgrænsen for medarbejdere fra de pågældende lande fra godt 514.000 kroner til 300.000 kroner årligt.
Samtidig bliver det et krav, at virksomheder, der benytter ordningen, er dækket af en overenskomst mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Også relevant for industrien og byggeriet
Selvom ordningen fra politisk side primært er tænkt som et bidrag til at afhjælpe mangel på medarbejdere i service- og velfærdssektoren, og regeringen samtidig kun forventer at tilføre yderligere 550 medarbejdere i 2030, falder ordningen også på et tørt sted i dele af industrien og byggebranchen.
Som rekrutteringsbureau inden for industri og byggeri ser vi eksempelvis allerede nu konkrete udfordringer med at finde blandt andet svejsere og specialiserede produktionsmedarbejdere, som danske virksomheder efterspørger.
Med den nye ordning ser vi et potentiale i at rekruttere til de tekniske og industrielle brancher. Ordningen åbner for arbejdskraft fra lande som Ukraine, Kina, Malaysia og Storbritannien, der alle har stærk erfaring inden for produktion og specialiseret fagarbejde, og det giver dermed nye muligheder for at lukke nogle af de huller, der opstår - uden at gå på kompromis med kvalitet, vilkår eller sikkerhed.
Jeg er derfor overbevist om, at den nye ordning også vil komme danske industri- og byggevirksomheder til gavn.
Fair vilkår og sikkerhed for medarbejderne
Det er samtidig positivt, at ordningen er betinget af overenskomst.
Det skaber fair konkurrence for de virksomheder, der allerede spiller efter reglerne, og beskytter de udenlandske medarbejdere mod uacceptable eller utrygge forhold.
For os som vikarbureau er det afgørende, at vi kan garantere ordentlige vilkår for de medarbejdere, vi henter til Danmark for at udføre arbejde for danske virksomheder.
Et nødvendigt skridt i en presset branche
Og samtidig er ordningen ikke mindst et fuldstændig afgørende konkurrenceparameter i en tid, hvor kampen om kvalificeret arbejdskraft på tværs af Europa er tiltagende. Her skal vi i Danmark blandt andet vinde på ordnede vilkår.
Hvis vi vil sikre, at produktionen og byggeprojekterne i Danmark kan fortsætte i samme høje tempo, har vi brug for udenlandsk arbejdskraft. Ikke mindst fordi de medarbejdere, der kommer hertil, også bidrager markant til den danske økonomi - særligt i form af skat, som i de senere år har løftet økonomien med milliarder.
Derfor er det afgørende, at vi både fastholder krav om ordentlige vilkår og samtidig gør det lettere at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Den nye ordning er et vigtigt skridt i den retning - særligt i en tid med historisk lav ledighed og mangel på hænder i flere dele af industrien og byggebranchen. Derfor er jeg også sikker på, at ordningen vil være med til at afhjælpe nogle af de flaskehalse, vi allerede oplever.