Kingo giver udtjent beton nyt liv - med æstetik og CO₂-besparelser i samme løsning
Danmark har en bygningsmasse der indeholder store mængder af beton, og byggebranchen har i generationer været glade for at opføre konstruktioner med præfabrikerede betonelementer.
Derfor er det centralt at bibeholde mest mulig værdi fra de oprindelige betonprodukter, og udnytte de eksisterende ressourcer og den indlejrede CO2.
”Det er forrygende at vores koncern rummer kompetencer til at transformere beton til æstetisk smukke produkter, der kan indgå i fremtidige byggeprojekter. Løsningen er et bidrag til de udfordringer, byggebranchen har, når det kommer til at reducere ressourceforbrug og CO2 udledning, ” forklarer udviklingsansvarlig Søren Malund Thomsen.
Kingo og Diamantgruppen har startet produktionen for at vise alternative veje til at genbruge de betonelementer, der allerede er produceret.
Der er mange gode tiltag på vej i betonbranchen, og her er et bud på en håndgribelig løsning, der kan implementeres og skabe værdi her og nu.
Ren beton og sund fornuft
Kingo har sat nedrivningen i system og sikrer, at betonelementerne er fri for skadelige stoffer, hvilket dokumenteres. Elementerne bliver skåret til sten og andre produkter af Diamantgruppen.
Stenene, der jo har alle betonens stærke egenskaber, kan for eksempel bruges som nye vægsektioner, belægningssten eller som skifte i murværk, der tilføjer bygninger nyt liv.
Idéen til betonstenene, og forbandtet det kan indgå i, stammer fra arkitektduoen Slaatto Morsbøl.
Det er forrygende at vores koncern rummer kompetencer til at transformere beton til æstetisk smukke produkter, der kan indgå i fremtidige byggeprojekter. Løsningen er et bidrag til de udfordringer, byggebranchen har, når det kommer til at reducere ressourceforbrug og CO2 udledning Søren Malund Thomsen, Udviklingsansvarlig hos Kingo
Første skridt i et nyt kredsløb
Nedrivning er ikke længere afslutningen, det er begyndelsen og første skridt i byggeriets nye kredsløb. Bygninger er materialebanker, og Kingo arbejder målrettet for at forlænge levetiden med genbrug af beton, stål, glas, træ og andre ressourcer. Det gavner både klimaet og LCA-beregningen på det nye byggeri.
”I nedrivningsbranchen arbejder vi pt. meget med bygninger fra 1970’erne, som har store præfabrikerede betonelementer. Dem skal vi finde en plads til i fremtidens byggeri. Derfor har vi samarbejdet på tværs af koncernen for at finde en løsning,” siger Søren Malund Thomsen.
Nye klimakrav skærper genanvendelse
Initiativet ligger godt i tråd med de nye Klimakrav for EU, der træder i kraft 1. juli, hvor nedrivninger over 250 m² skal udføres som selektiv nedrivning. Det betyder, at materialer skal identificeres, sorteres og håndteres separat for at muliggøre genbrug eller genanvendelse, og vigtigst af alt – så højt oppe i affaldshierarkiet som muligt. Den strukturerede tilgang til nedrivning kræver, at der skal udarbejdes ressourcekortlægning og en detaljeret nedrivningsplan. Når det kommer til nybyggeri, bliver grænseværdien for CO2-udledning i nybyggeri sænket markant fra 12 kg til 7,1 kg CO2-ækv. pr. m² pr. år. Derfor bliver det nødvendigt at reducere ressourceforbrug og CO2 udslip i byggeriet.
Stenene finder vej til hele branchen
Kingo er allerede frontløber på selektiv nedrivning. Omkring 90-95% af alle de byggematerialer, Kingo håndterer, bliver i byggebranchens værdikæde som genanvendelse eller til produktion af nye materialer.
Betonprodukterne har allerede fundet vej til flere projekter. I skrivende stund arbejder Kingo på, at stenene bliver tilgængelige og til gavn for flere i byggebranchen.
”I øjeblikket er vi i gang med at producere genbrugsprodukter til et nyt byggeprojekt. Vi arbejder med 40 forskellige varenumre f.eks. betonmursten, specialtilpassede vægelementer samt en række belægningsprodukter med en smuk terrazzooverflade,” forklarer Søren Malund Thomsen.
Det hele er gjort klar til fremtiden, for når de nye bygninger en dag bliver fortidens bygninger, så kan kommende generationer blot nedtage betonstenene og bruge den rene beton til nye projekter.
Læs meget mere om virksomhederne bag
Kingo: www.kingo.biz
Diamantgruppen: https://diamantgruppen.com/
OM:
Kingo-koncernen omfatter nedrivning og miljøsanering (Kingo Karlsen A/S), boring og skæring (Brandt Diamant og Diamantgruppen) samt materialehåndtering og genanvendelse (Kingo Recycling).
En kubikmeter ny beton inklusive armering udleder i gennemsnit omkring 290 kg CO2 (tal fra Dansk Beton)
Kilde: Kingo Karlsen