Husbygger fortsat i minus - men om få dage tager forretningen fart
Det har været en turbulent tid for husbyggeren Holm Huse fra Holstebro.
De seneste to år har virksomheden nemlig fremvist millionunderskud. Først et underskud på 6,6 mio. kr. i 2023, som adm. direktør Lars Holm kalder for et katastrofeår. Og nu et underskud på 2,3 mio. kr. i 2024.
- Det er naturligvis aldrig tilfredsstillende, når der er underskud i forretningen. Det er jo ikke derfor, vi går på arbejde, siger han.
Men ifølge Lars Holm ser byggefirmaet ind i en forbedret økonomisk og grøn fremtid.
- De nye klimakrav fra 1. juli vil skaffe os meget mere interesse. Vi kan mærke, at flere er begyndt at kigge vores vej.
Virksomheden bygger huse på en utraditionel facon - nemlig uden beton. I stedet benytter man sig af skruefundamenter, hvor huset "svæver" over jorden. Desuden bruger Holm Huse langt mere træ end ved traditionelle typehuse.
Selskabet opererer under navnet Holm Huse, men er registreret i CVR som 'Dansk Ejendom A/S.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | -0,5 | -2,5 | -8,4 |
Resultat af primær drift | -1,8 | -4,0 | -10,5 |
Resultat før skat | -1,9 | -4,1 | 7,4 |
Årets resultat | -2,3 | -6,6 | 9,5 |
Balancestatus | 27,2 | 29,9 | 50,7 |
Egenkapital | 17,1 | 20,6 | 27,8 |
Antal ansatte | 10 | 9 | 18 |
Kilde: CVR |
Ud med beton
Forklaringen på stilstanden i forretningen de seneste to år er, at mange ville nå at bygge et traditionelt typehus, inden de nye krav trådte i kraft, mener direktøren
Nu er der kun få dage til, at de nye klimakrav til byggeriet skal overholdes, og det glæder Lars Holm sig til.
- Vi håber, at vores bæredygtige tiltag kommer til at give pote nu, siger han.
Holm Huse har smidt betonen helt væk, og ifølge direktøren batter det virkelig i forhold til kravet om LCA-beregninger i det nye bygningsreglement.
Derfor vil husbyggeren efter sommerferien også tilbyde elementproduktion for andre firmaer, der vil bygge med skruefundering.
Skal sælge mere
Ifølge Lars Holm tjener virksomheden "fint", men har ikke haft den omsætning, det kræver for at generere et overskud.
Derfor håber han, at mere automatiserede processer i produktionen kan sørge for at husene bliver bygget hurtigere og billigere, så de kan levere til den stigende efterspørgsel, han allerede kan se.
- Vi har brugt mange penge og tid på at udvikle os til der, hvor vi er nu. Og det skal sikre, at vi genererer et overskud i 2025, siger han.
Han vil ikke sætte et konkret mål på det forventede resultat, men siger, at virksomheden har mange flere sager nu end på samme tid sidste år.
- Derfor har vi meget større forventninger til 2025, siger han.
Artiklen er en del af temaet Bygningsreglementet 2025.