Skrotter plan om 20 etagers tårn

Et boligtårn på 20 etager i Aarhus bliver ikke til noget.
Det skriver Århus Stiftstidende.
De himmelstræbende byggeplaner var en del af visionerne for den tidligere journalisthøjskoles arealer i det nordlige Aarhus, som blev vedtaget i 2018. Men højhusplanerne på grunden blev aldrig realiseret.
Nu er to tredjedele skåret af toppen.
Planen er et byggeri i fire til seks etager til et seniorbofællesskab med 30-40 boliger samt en dagligvarebutik – helt i tråd med den officielle linje på rådhuset.
- Byrådet besluttede i forbindelse med budgetforliget i 2023, at det var vigtigt at arbejde mod etableringen af flere seniorbofællesskaber i Aarhus - almene såvel som private. Nu har vi haft en markedsdialog med en interesseret køber, der vurderer, at området ved den gamle journalisthøjskole var et oplagt sted at opføre et seniorbofællesskab for at skabe en mere blandet by, siger Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef i Aarhus Kommune, til Århus Stiftstidende.
Inden seniorbofællesskabet kan realiseres, skal den over 3.000 kvadratmeter store grund sælges. Et udbud er på vej.