Licitationen mener: Fugeskandale kræver fakta – ikke fornemmelser
Et nyt journalistisk projekt i samarbejde mellem Børsen og DR’s forbrugermagasin Kontant har i den seneste uge sat husbyggerdanmark på den anden ende.
I tilsyneladende tusindvis af forholdsvis nybyggede typehuse smuldrer fugerne i murværket, og kunderne står tilbage som de store tabere i ofte langsommelige udbedringsprocesser.
Der er utvivlsomt tale om et relevant problem, som aktørerne i branchen bør få rettet op på, så hurtigt som det overhovedet er muligt. Det er afgørende for kundernes tillid. Men proportionerne?
DR’s Kontant holder i udsendelsen mikrofonen for rådgivende bygningsingeniør Morten K. Mathiasen, som uden nærmere skønner, at ”det er nok op imod 40 pct. af typehusene, som har det her problem”.
En vurdering, der i ugens løb har fået direktørerne for en husbygger eller to til at tage sig til hovedet.
Fra Licitationens egen dækning ved vi med sikkerhed, at Huscompagniet har registreret skader i mindst 456 huse. I voldgiftssagen med Dan-Grit er reklamationsprocenten oplyst til 13,6.
Vi ved også fra vores egen rundringning, at typehuskonkurrenterne Eurodan-huse og Milton Huse genkender problemerne, men de vil ikke sætte tal på. Hvis deres tal havde været ubetydelige, havde de næppe holdt sig tilbage med at være konkrete. Derfor kan det meget vel vise sig, at branchens samlede skadetal skal tælles i tusinder.
Vi har også fortalt, at high-end husbyggerne Lind & Risør og HHM melder så godt som hus forbi. Derudover rummer branchen ikke mindst af en lang række af små og mellemstore husbyggere med forskellige byggemetoder og materialevalg, hvilket gør det særdeles svært at vurdere det samlede omfang.
Lad os endelig diskutere problemet med smuldrende fuger. Der er tale om sager, der potentielt kan få alvorlige konsekvenser for rigtig mange mennesker. Men lad os gøre det med et vist fagligt fundament.
Læs alle vores artikler om de smuldrende fuger her.