Jysk tegnestue sikrer arvefølgen med nye medejere

Gjørtz Andersen Arkitekter udvider ejerkredsen med et kendt og med et nyt ansigt.
Berith Skinhøj Pedersen og Endymion Blank, begge uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus, træder ind i ejerkredsen og i ledelsen i arkitektfirmaet, der har afdelinger i Holstebro og Aarhus.
- Styrkelsen af ledelsen er et ønske om at give kunderne et stærkt lokalt alternativ til de store rådgivningshuse, som i dag præger branchen, siger medejer Kis Bodilsen i en pressemeddelelse.
- Vi tilfører yngre kræfter med store personlige og ledelsesmæssige værdier og bevarer samtidig den lokale forankring og stedlighed, tilføjer hun.
Berith Skinhøj Pedersen kommer fra en stilling som kundeansvarlig og uddannelsesspecialist hos Friis & Moltke og skal fremover varetage rollen som tegnestuechef for begge afdelinger.
Endymion Blank har været en del af Gjørtz Andersen Arkitekter siden etableringen i 2020 og får nu ansvar som kontorchef og kreativ leder for Aarhus-afdelingen.
Generationsskifte lurer
Gjørtz Andersen Arkitekter blev etableret i 2020 via en fusion af Gjørtz Arkitekter fra Aarhus og Søren Andersen Arkitekter i Holstebro. Dengang med Kis Bodilsen, Carsten Gjørtz og Niels Chr. Andersen som indehaverne.
De nye medejere er også udtryk for en fremtidssikring af virksomheden med henblik på et kommende, men endnu ikke nærmere defineret generationsskifte.
Tegnestuen har i dag omkring 20 ansatte.
Siden fusionen i 2020 er det blevet til lutter sorte tal på bundlinjen, med et plus på 1,4 mio. kr. i 2022 som det resultatmæssige højdepunkt.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 8,4 | 9,3 |
Resultat af primær drift | 0,6 | 1,2 |
Resultat før skat | 0,6 | 1,2 |
Årets resultat | 0,5 | 0,9 |
Balancestatus | 4,6 | 4,7 |
Egenkapital | 3,5 | 3,4 |
Antal ansatte | 14 | 15 |
Kilde: CVR |