23948sdkhjf

Arkitektfusion på tværs af Jylland

Gjørtz Arkitekter i Aarhus og Søren Andersen Arkitekter i Holstebro fusionerer men beholder den lokale forankring. Fremover er firmasignaturen Gjørtz/Andersen/Arkitekter, oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

– Denne fusion er et ønske om at give kunderne et stærkt lokalt alternativ til de store rådgivningshuse, som efterhånden præger branchen. Vi flytter ikke sammen, men vi favner bredere og bevarer samtidig den lokale forankring og stedlighed, siger Holstebro-medejer Niels Chr. Andersen, som har mere end 30 års erfaring fra arkitektbranchen. 

Med beliggenhed i henholdsvis den østlige og den vestlige del af Jylland bliver virksomheden fremover i stand til at favne projekter i hele Jylland.

– Og vi fastholder den lokale repræsentation i modsætning til tendensen om at rykke sammen på større kontorer. På den måde går vi på tværs af strømmen, siger Aarhus-medejer Carsten Gjørtz.

Sammenbragt ledelse

Firmaet ledes fremover af de tre indehavere: Kis Bodilsen, Carsten Gjørtz og Niels Chr. Andersen. Carsten Gjørtz tiltræder som direktør, og Kis Bodilsen bliver bestyrelsesformand.

 

Glæde, engagement og mindre forbrug
Værdierne for virksomheden skal fremover være glæde og stolthed, fagligt engagement og begejstring. Det skal være kendetegnende for måden at arbejde på, lyder det fra fusionsfirmaet. 

– Vi tegner for, til og sammen med mennesker, siger Holstebro-medejer Kis Bodilsen, der fortæller, at de to virksomheder har lært hinanden at kende ved et vellykket samarbejde om en ny SOSU Skole i Holstebro. 

– Vores målsætning er at skabe bæredygtige og værdiskabende byggerier, som bidrager positivt til samfundet. Dialogen og respekten for dem, vi samarbejder med, kendetegner vores arbejdsmetode. Og så skal vi minimere forbruget af ressourcer og nedsætte byggeriets CO2-forbrug. Bevare mere og rive mindre ned. 

Historie

Firmaet Søren Andersen Arkitekter A/S blev grundlagt i l969 i Holstebro af Niels Chr. Andersens far Søren Andersen. Gjørtz Arkitekter blev oprindeligt grundlagt i 1997 i Aarhus.

I 2020 er de to firmaer fusioneret til det nuværende Gjørtz/Andersen/Arkitekter A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188