Bag landets grønneste etagebyggeri: Nyt projekt skal længere ned
Ejendomsselskabet Home.Earth bliver ny udviklingspartner på det private boligbyggeri i Byens Haver, som er en ny bydel i det sydlige Roskilde.
Aftalen er indgået med Boligselskabet Sjælland, der står bag helhedsplanen.
Det skriver Home.Earth i en pressemeddelelse.
Projektet skal omdanne det tidligere udsatte boligområde Æblehaven/Rønnebærparken til en åben og grøn bydel med både almene og private boliger. Home.Earth, stiftet af tunge erhvervsfolk og med erfaring med bæredygtigt byggeri, skal stå for opførelsen af de private boliger.
- Her spiller Home.Earths profil og ambitioner virkelig godt ind i vores ambitioner, udtaler Tom Frederiksen, formand for Boligselskabet Sjælland.

Home.Earth har netop opført Danmarks hidtil mindst udledende etageboligbyggeri i Hedehusene og vil arbejde for et endnu lavere klimaaftryk i Roskilde.
Byens Haver udvikles i samarbejde med Roskilde Kommune og andre aktører, og skal rumme boliger, drivhuse, nyttehaver og et nyt Sundheds- og Kvartershus.
- Fælles, langsigtede ambitioner og interesser er det bedste afsæt for at bygge bæredygtige og attraktive boliger, siger Michael Helbo, direktør i Home.Earth.
Byens Haver
Byens Haver består af cirka 10.500 kvm nyt, privat boligbyggeri og knap 60.000 kvm (cirka 950 boliger) eksisterende almene boliger ejet af Boligselskabet Sjælland. Dertil 2.700 kvm moderne sundhedshus og 2.480 kvm funktionelle ældreboliger. Området strækker sig fra Eget Bo ved Ringstedvej til Tjørnegårdsskolen og ud til Hyrdehøjskoven.
Boligselskabet Sjælland står for opførelsen af sundhedshus og ældreboliger, mens Home.Earth står for opførelsen af de private boliger. Der samarbejdes om grønne gårdrum og fælles parkeringsfaciliteter
En samlet rammelokalplan for projektet blev vedtaget i april 2024. I efteråret 2025 påbegyndes en byggeretsgivende lokalplan for de private boliger og Havehuset. Første fase af byggeriet bliver opførelsen af 36 nye ældreboliger, som forventes klar til indflytning i slutningen af 2027.
Byggestart for de private boliger forventes i 2028.
Projektet finansieres af Landsbyggefonden, Roskilde Kommune, private udviklere og diverse fonde.
Kilde: Byens Haver