Afblæser rekordår: Projekter i energisektoren trækker ned
Byggeriet så ud til at have fået vind i sejlende ved indgangen til 2025. Prognoserne tydede på et rekordår med projekter for 155,4 mia. kr.
Nu er rekorden afblæst.
Et kvartal inde i året var opgørelsen over byggeprojekternes samlede værdi reduceret til 114,8 mia. kr. Dermed er bemærkelsesværdigt mange projekter blevet udskudt eller aflyst.
Hele 7 procentpoint flere end i gennemsnittet for 2020-2024.
Det viser seneste udgave af Bygherrebarometeret, som Bygherreforeningen og Byggefakta udgiver i fællesskab.
Ligesom tidligere år trækker byggeri i Østdanmark i positiv retning.
Eksempelvis er er pipelinen for nybyggeri i Region Hovedstaden steget med over 8 mia. kr. fra 2024 til 2025 boligprojekter. Dertil kommer øget aktivitet inden for sundhedsbyggeri og medicinalindustrien.
Forudsigelighed
Overordnet set er der tegn på større stabilitet i markedet, vurderer Jesper Malm, chef for politik og kommunikation i Bygherreforeningen.
- Generelt er der en øget forudsigelighed i markedet. Der er mere ro på renten og forsyningssikkerheden. Det gør det nemmere at planlægge og tænke langsigtet, udtaler Jesper Malm i en pressemeddelelse.
- Dog er der udfordringer rundt omkring i forhold til at få fuldført projekterne. Først og fremmest inden for energisektoren, hvor man skal have mange investeringer til at passe sammen, påpeger han samtidig.
57 pct af alle bygherrer angiver at deres byggeaktiviteter er uændret for resten af 2025. Så højt har dette tal ikke været tidligere.
Energiprojekter på lavt blus
En af de væsentlige forskelle fra efteråret 2024 er nedgangen i energiprojekter.
Faldet skyldes mange udskydelser, og at byggeriet i 2025 ikke kan følge op på sidste års ekstremt høje niveau for energi- og infrastrukturprojekter.
I alt var der planer om at bygge for 25,9 mia. kr. inden årets begyndelse, men efter første kvartal 2025 skal der kun realiseres 11,5 mia. kr. i år.
Bygherrebarometeret
Bygherrebarometeret er udgivet i samarbejde mellem Bygherreforeningen og Byggefakta.
Det skal give et overblik over den økonomiske og aktivitetsmæssige udvikling i byggebranchen, herunder et konkret indblik i byggeriets byggepipeline. Det er et overblik over summen af bygge- og anlægsprojekter, der er planlagt til at gå i gang inden for de kommende 12 måneder med en projektsum på over 40 mio. kr., hvoraf de fleste igangsættes af professionelle og institutionelle bygherreorganisationer.
Kilde: Bygherreforeningen
Læs mere