23948sdkhjf

Efter succesår: Rådgiver etablerer nyt forretningsben

ABC Rådgivende Ingeniører henter leder hos Sweco til at styre ny satsning

Efter flere års tilløb etablerer ABC Rådgivende Ingeniører et nyt forretningsben: bygherrerådgivning. 

I spidsen for den nye satsning har selskabet i Glostrup ansat Jonas Olesen som afdelingsleder. Han bliver samtidig medansvarlig for at udvikle den nye afdeling.

- De seneste år har vi, i takt med at vores forretning er vokset, oplevet, at projekterne bliver både større og mere komplekse, siger Ammar Al-Temimi, adm. direktør i ABC Rådgivende Ingeniører, i en pressemeddelelse.

- Med investeringerne i en dedikeret afdeling for bygherrerådgivning rykker vi nu helt ind i førerhuset med bygherrerne på deres projekter, tilføjer direktøren.

Med mere end 33 års erfaring i byggebranchen, hovedsageligt indenfor bygherrerådgivning, projekt- og byggeledelse, skal Jonas Olesen gøre investeringen til en succes. 

Han har de seneste 13 år været hos Sweco, senest med titel af senior chief construction manager og senior chefbyggeleder på Rigshospitalets nye nordfløj. Derudover har han blandt andet været rådgiver på PFA’s byggeri af Nordøen i Nordhavn og Danske Banks hovedsæde i Postbyen.

Velafprøvet model 

Den nye afdeling for bygherrerådgivning trækker på erfaringer og kompetencer fra projektstyringsafdelingen, som i årevis har rådgivet offentlige og private bygherrer fra idéfase til færdigt byggeri.

Forventningen er, at den nye afdeling i løbet af et par år vil beskæftige op mod 15 rådgivere. I år er planen at ansætte to til tre nye medarbejdere, som skal spille tæt sammen med kollegaerne i ABC’s projektstyrings- og teknisk funderede afdelinger.

Tanken er også, at bygherrerådgivningsgrenen skal udvikles efter samme model som afdelingerne for brand og installation, der blev etableret i henholdsvis 2021 og 2023, og siden er de vokset til cirka 40 medarbejdere.

Da adm. direktør Ammar Al-Temimi for en måned siden gjorde status for det seneste års udvikling, beskæftigede virksomheden 177 fordelt på 15 afdelinger. 

Han kunne også konstatere, at omsætningen i 2024 var steget til 153,4 mio. kr. , mens det resultatet efter skat var vokset til 7,3 mio. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125