Projekt til 10 milliarder skal være ejendomsinvestors vej til nyt marked
Danmark får inden for kort tid et datacenter i Esbjerg med udelukkende dansk ejerskab og drift. Bag planerne, hvor investeringen kan løbe op i mere end 10 mia. kr., står ejendomsinvestoren Thylander.
Det skriver Børsen.
Med investeringer bliver det nye datacenter Thylanders entré ind i tech-verdenen og et nyt forretningsområde.
- Vi har allerede Google, Facebook, Microsoft, Apple, der ligger i Danmark. Men der er ikke nogen større datacentre med rent dansk ejerskab og drift. Det var udgangspunktet, at vi ville bygge noget dansk, fordi danske virksomheder har brug for datasikkerhed, og vi har en tradition her i Danmark for at gøre tingene ordentligt og sætte globale standarder, siger Bjarke Mikkelsen, adm. direktør i Thylander, til Børsen.
Datacenteret i Esbjerg ventes udviklet i samarbejde med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
Selve ejerskabet vil ifølge Bjarke Mikkelsen ske via en finansieringsmodel, der ikke kører med Thylanders normale fonde, men har en eller flere velhavere i spil.
Planen er at starte med en kapacitet på 10-20 megawatt til over 1 mia. kr., men der skal være mulighed for at opskalere på samme lokation til potentielt 200 megawatt.