MT Højgaard vinder vigtig opgave på Danmarks største containerhavn

Aarhus Havn har indgået aftale med MT Højgaard om at bygge en ny kaj ved havnens såkaldte omniterminal.
Som hovedentreprenør skal MT Højgaard etablere 430 meter ny kaj med 14 meters vanddybde.
Kontraktsummen er på 191 mio. kr.
- Det bliver vores dygtige vandbyggere, der skal stå for at udføre arbejdet, og deres kompetencer står godt til opgaven. Vi glæder os til at komme i gang og fortsætte vores gode samarbejde med Aarhus Havn, som vi kender fra tidligere projekter, siger adm. direktør i MT Højgaard Danmark, Carsten Lund, i en pressemeddelelse.

Trafikstyrelsen gav tidligere i år tilladelse til at etablere kajen, der betegnes som første skridt mod at gøre en del af terminalen klar til at håndtere containere. Arealerne er allerede lejet ud til det globale containerrederi MSC og dets terminaloperatør, Terminal Investment Limited, som ønsker at etablere en containerterminal.
Byggeriet går efter planen i gang lige efter sommerferien og står færdigt ved udgangen af 2026.
Fra MT Højgaard lyder det, at opgaven ikke påvirker forventninger til 2025. Omsætningen ventes at landet i niveauet 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kr. Det vil fastholde entreprenørkoncernens placering som landets næststørste - efter Aarsleff og foran NCC Danmark - målt på omsætning.
MT Højgaards vandbygger-team har tidligere stået bag Molslinjens færgeterminal i Aarhus, der omfattede etablering af kajer, fundamenter for ramper, bundsikring i færgelejerne, moler, stenkastninger samt uddybning og opfyld på Østhavnsvej.