23948sdkhjf

Byggeriets problemknusere: Leverandører knækker udledningskurven

Innovative løsninger til byggebranchen skal hædres til Building Awards 2025. Nu kan kandidaterne indstilles

Byggebranchen står over for en af sine største udfordringer: den grønne omstilling – og den kan entreprenørerne ikke klare alene.

Derfor er innovative løsninger, der knuser byggeriets CO2-kurve, altafgørende. 

Det er sjældent entreprenørerne selv, der opfinder de grønne løsninger. Måske tager de en chance og satser på nye byggematerialer baseret på genbrug eller udskifter diesel med grøn energi.

Men når alt kommer til alt, er det leverandørerne, der udtænker nye produkter.

Til Building Awards 2025 zoomes der igen ind på leverandørerne til bygge- og anlægsbranchen, der sætter nye standarder for bæredygtige løsninger.

Det kan være leverandører, der aktivt udvikler eller integrerer nye teknologier til at fremme bæredygtighed i byggebranchen. Eller leverandører, der tilbyder produkter, der reducerer ressourceforbrug, CO2-udledning eller affald i byggebranchen.

Frem til den 10. juni kan virksomhederne indstilles, hvis deres løsninger gør en målbar forskel i byggeriets grønne omstilling.

Sidste års 'vinderbjælke'

Det var den finske virksomhed Peikko, der snuppede Leverandørprisen til Building Awards 2024. Med deres Deltabeam Green-bjælke, der er fremstillet af over 90 pct. genbrugsmateriale fremstillet ved brug af vedvarende energi.

Deltabeam Green vandt prisen i skarp konkurrence med Junckers genbrugsgulve og Phønix Tag Energi A/S. De tre virksomheder blev alle anerkendt for deres unikke bidrag til den grønne omstilling i byggeriet og deres evne til at levere bæredygtige løsninger.

Deltabeam Green-bjælken er et alternativ til den velkendte Deltabeam bjælke. De to bjælker har samme funktion, men den grønne version reducerer CO2-udledningen med op til 50 pct., hvilket er underbygget af en miljøvaredeklaration (EPD).

Hvem der ender med at løbe med Leverandørprisen afgøres senere på året, når Building Awards 2025 løber af stablen den 20. november.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078