Storentreprenør skal bygge for betydeligt trecifret millionbeløb i Roskilde

I løbet af de næste to år bliver en tidligere parkeringsplads på Sortebrødre Plads i hjertet af Roskilde omdannet til et bymiljø med 101 nye boliger, en ny café og flere erhvervslejemål.
Totalentreprenøren Arpe Kjeldsholm og Industriens Pension har nemlig indgået en aftale, så der nu kan skydes gang i byggeriet med 71 lejeboliger og 30 almene boliger.
Boligprojektet får navnet ’Klosterhaverne’, der henviser til områdets historiske tilhørsforhold til Roskilde Kloster.

- Vi ser frem til at komme i gang med opførelsen af Klosterhaverne, og vi er stolte af at bidrage med vores mangeårige erfaring med boligbyggeri af høj kvalitet i tæt bymæssig kontekst, siger adm. direktør i Arpe Kjeldsholm, Thomas Sørensen, i en pressemeddelelse.
Et betydeligt trecifret millionbeløb
Industriens Pension er bygherre og investor i projektet, der udvikles i samarbejde med projektudvikleren Kuben Management og Boligselskabet Sjælland, der kommer til at overtage de almene boliger, når de er færdigopført.
Investeringssummen fra Industriens Pension er ikke offentliggjort, men der er ifølge selskabet tale om et "betydeligt trecifret millionbeløb". Ud over Industriens Pension er energiselskabet NRGI også medejer af projektet.
Klosterhaverne i Roskilde
Bygges på Sortebrødre Plads i Roskildes centrum.
Samlet bygningsareal cirka 11.500 kvm inkl. p-kælder.
101 etageboliger og rækkehuse, heraf 30 almene boliger.
1.476 kvm erhverv til butikker og en ny café.
63 parkeringspladser i p-kælder.
Ejendommen forventes bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld.
Kilde: Industriens Pension
Klosterhaverne er tegnet af arkitektfirmaet Cornelius Vöge og landskabsarkitekterne Gründl Haahr.
- Nu hvor Roskilde Museum er færdige med at kortlægge fortiden for grundene, glæder vi os over, at vi nu nået til det tidspunkt, hvor fremtidens bygninger begynder at materialisere sig på den meget unikke beliggenhed, siger adm. direktør i Kuben Management, Ulf Christensen.
De nye ejendomme bliver opført i tre til fire etager. Boligerne vil få forskellige udformninger og forskudte placeringer, og bygningerne får facader i røde mursten og saddeltage i rød tegl, skrå taghældninger og gårdhaver - alt sammen med reference til tidligere tiders klosterbyggerier.
Industriens Pension forventer, at de første beboere kan flytte ind i foråret 2027.