Fremtiden for nordsjællandsk havn koster mellem 94 og 285 millioner

I mere end 100 år har Rungsted Havn været ramme om fritidslivet ved og på vandet, og årligt besøger 1,5 millioner mennesker den nordsjællandske havn og marina.
Nu trænger havnen til at blive renoveret. Derfor er det også et godt tidspunkt at klimatilpasse havnen, så den kan modstå fremtidens vejr, undersøge mulighederne for en udvidelse og indarbejde nye rekreative aktiviteter.
De muligheder har WSP og Schønherr set nærmere på for Hørsholm Kommune og Rungsted Havn. Resultatet er et prospekt med fire udviklingsscenarier for Rungsted Havn, som vurderes at koste et sted mellem 94 og 285 mio. kr. for den mest omfattende løsning.
- Det har været en virkelig spændende opgave at dykke ned i mulighederne for udvikling af en af Danmarks mest populære fritidshavne, og vi glæder os til at arbejde videre med den retning Kommunen og Havnen vælger at gå videre med, siger Mathilde Bjerregaard, projektchef i WSP, i en pressemeddelelse.
De fire scenarier for Rungsted Havn
- Renovering af eksisterende havn: Nødvendig renovering af broer, kajkanter og strandpark.
- Renovering og klimatilpasning + 50 år: Højere moler og nye bastioner med opholdsområder og små strande.
- Fremtidens rekreative havn, første etape – klimatilpasning +50 år: Udvidelse med plads til flere både, nye moler med sandstrande samt nye aktivitetsområder.
- Fuld vision for fremtidens havn – klimatilpasning +50 år: Udvidelse med plads til flere både, nye moler med sandstrande og aktivitetsområder med rekreative faciliteter og plads til stævner og events.
Kilde: WSP / Schønherr
Brug af eksisterende materialer
Scenarierne spænder fra renovering med minimal klimasikring til en udvidelse med 200 nye bådpladser og innovative løsninger, der understøtter havnen som et levende mødested.
I scenarier med klimasikring har WSP og Schønherr udviklet en bæredygtig tilgang til de marine konstruktioner, hvor genanvendte materialer skal skabe en rekreativ havn, med fokus på biodiversitet til vands og til lands.
- WSP og Schønherr har derfor arbejdet med overskudsjord og genbrug af materialer fra eksisterende moler og uddybning af havnebassinet i nye konstruktioner, fortæller Christian Helledie, projekteringsleder og kystteknisk chef i WSP.

I planerne er der udviklet nye løsninger med sandstrande foran eksisterende moler og ny strand med stenrev foran den nye mole, samt en strandø i forhavnen til at dæmpe bølgeuro.
- Der er også indarbejdet grønne elementer i havnerummet med vegetation på bagsiden af dele af den nye mole samt på en række bastioner på molerne, som giver plads til rekreative faciliteter og samtidig er en del af designet af sandstrandene, siger Christian Helledie.
Nu vil kommunen og havnen kigge nærmere på prospektet, inden de beslutter, hvordan fremtidens havn skal formes.