23948sdkhjf

Skolelærer til ordblinde Andreas: Du når aldrig længere end til at sidde ved kassen!

Men den der ler sidst, ler som bekendt bedst. For i dag er 28-årige Andreas Enghøj Lauridsen byggeleder på flere af Hustømrernes største prestigeprojekter. Andreas har efterfølgende aflagt den uforskammede lærer et besøg.

Andreas Enghøj Lauridsen husker det, som var det i går:

I maj 2017 havde han netop fået sit svendebrev i hånden og fejringen var overstået.

Derefter havde han kun én ting i hovedet:

- Jeg ville ud til ham det gamle fjols af en skolelærer og fortælle ham, at han tog fejl. Jeg ville vise ham, at jeg rent faktisk var blevet til noget.

Kort efter parkerede Andreas i indkørslen ved et lille gulstenshus.

Bag køkkenvinduerne spottede han den lærer, som havde ydmyget ham foran hele klassen, og som havde gjort hans skoletid til et helvede.

- Jeg gik derop og klaskede mit svendebrev op mod køkkenvinduet. Så gav jeg ham fingeren og råbte til ham, at ”det her er bare første skridt!” Så skred jeg igen.

Andreas smiler, mens han fortæller historien.

For besøget hos den pensionerede lærer var en milepæl i Andreas liv. En milepæl, der beviste, at han ikke var dum, og at han kunne, hvad han ville. Også selvom han var svært ordblind og læste som en 4. klasses elev.

En træls byggeleder

Med fornyet selvtillid og et svendebrev i hånden arbejdede Andreas et par år hos forskellige tømrerfirmaer. Det gik derud af, lige indtil han mødte en mindre flink byggeleder. Det var et møde, der satte tankerne i gang:

- Jeg havde indtil da kun mødt fantastiske byggeledere, men ham her var anderledes. Han var rigtig træls, typen der aldrig hilste på nogen, og som ikke gad snakke med sine medarbejdere. Det fik mig til at tænke, at hvis han kan være byggeleder, så kan jeg fandme også.

- Så jeg søgte ind på bygningskonstruktør i Horsens, fortæller Andreas, der ikke lægger skjul på, at der var meget, der skulle læses, og at det var hårdt. Også selvom man kunne få de fleste lærebøger som PDF og dermed få et program til at læse dem op.

Teknikken var en stor hjælp, men han havde også andre værktøjer i kassen:

- Jeg tror, at man som ordblind udvikler andre styrker. For mit vedkommende blev jeg rigtig god til at visualisere ting, og til at samarbejde. Det var rigtig brugbart – også i det arbejde jeg har i dag hos Hustømrerne i Kolding.

To prestigeprojekter

Hos den medarbejderejede virksomhed, har han nemlig fået rigeligt at se til. I de to et halvt år han har været der, har han sat sit fingeraftryk på ikke mindre end to af de helt store prestigeprojekter:

- Jeg har bl.a. været byggeleder for 35 mand på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, og i øjeblikket er jeg på Nordborg Resort, siger Andreas og fortæller, at det er et kæmpestort vandland a la Lalandia, men bygget i Danfoss regi.

- Det er helt utroligt spændende – ikke mindst fordi, jeg skal holde styr på fem forskellige fagentrepriser, lyder det.

En anden ting, Andreas også skal holde styr på, er de mange e-mails, der flyver frem og tilbage. De skal læses, og de skal skrives. Hvordan klarer han det?

- Til jobsamtalen lovede jeg, at jeg nok skulle få det samme fra hånden som alle andre. Også selvom jeg skulle blive på kontoret et par timer mere hver eneste dag. Mit eneste krav var, at jeg fik de hjælpeprogrammer, der gør, at jeg kan indtale mine mails på telefonen, og det fik jeg.

En særlig ånd

Spørger man Andreas, er der flere årsager til, at den gamle skolelærer ikke fik ret:

- Jeg har først og fremmest en god familie, der altid har støttet mig. Dertil kommer, at jeg nok er ret stædig og viljefast af natur. Hvis nogen siger, at jeg ikke kan klare et eller andet, skal jeg nok vise dem, smiler han og peger på en tredje faktor – nemlig den særlige ånd, der hersker hos Hustømrerne:

- Det er jo en medarbejderejet virksomhed, der i sine vedtægter har forpligtet sig på at skabe gode arbejdspladser. Og det er virkelig noget, man kan mærke. Man snakker ordentligt til hinanden, og man samarbejder som et team, lyder det fra Andreas, der allerede er blevet varslet om sit næste store projekt:

- Det er et cirkelformet CLT-byggeri i Vejle for Modu Valves. Jeg ved ikke så meget om det endnu, men jeg ved, at jeg glæder mig, og jeg ved også, at jeg nok skal klare det. For hvis man virkelig vil, og samtidig har et fantastisk team i ryggen, kan stort set alting lade sig gøre, lyder det fra Andreas Enghøj Lauridsen.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172