23948sdkhjf

Efter dumpet evaluering prøver styrelse igen: Sådan bliver den nye undersøgelse af statiker-ordning

Social- og Boligstyrelsen forsøger nu med en anden taktik, efter den første evaluering dumpede

Den første evaluering var behæftet med væsentlige metodiske svagheder og et datagrundlag, der ikke var repræsentativt.

Derfor valgte Social- og Boligstyrelsen at skrotte evalueringen for at igangsætte en ny.

Evalueringen, som den eksterne rådgiver Sweco leverede, var en del af grundlaget for en gennemgribende revision af den betændte ordning for certificerede statikere, der er blevet kritiseret gang på gang.

Nu fortæller vicedirektør i Social- og Boligstyrelsen, Lise Aaen Kobberholm, hvordan den nye undersøgelse er skruet sammen.

Dialog med branchen

Til Licitationen skriver styrelsen, at den nye evaluering, der er påbegyndt, skal danne grundlag for overvejelser om, hvorvidt certificeringsordningen er fremtidssikret og kan understøtte byggebranchens grønne omstilling.

Som erstatning for evalueringen, der røg direkte i skraldespanden, forsøger Social- og Boligstyrelsen nu at gå i dialog med branchen og undersøge problemerne ved hjælp af et spørgeskema.

- Spørgeskemaet skal blandt andet verificere udsagn fra evalueringen, herunder at de er genkendelige på tværs af byggeriet. For således at nå bredt ud får styrelsen hjælp fra organisationerne til at distribuere spørgeskemaet til de udførende, bygherrer, kommunale sagsbehandlere, rådgivere – og ikke mindst alle de certificerede, skriver Lise Aaen Kobberholm, vicedirektør i Social- og Boligstyrelsen.

Når svarene er indsamlet, vil styrelsen endnu engang invitere branchen til en dialog.

Statikere får invitation alligevel

En af dem, der var med til at svare i den første evaluering i efteråret 2024, er Lars Hestbech, Formand for Foreningen af Certificerede Statikere.

Han mente, at de mange frivillige timer, som foreningen havde brugt på evalueringen, havde været spild af tid. Derudover var han skuffet over, at han gennem medierne fandt ud af, at evalueringen var blevet skrottet.

Han undrede sig også over, at foreningen ikke var indbudt til at deltage i den nye undersøgelse, men i svaret skriver Lise Aaen Kobberholm, at man ønsker at have alle aktørerne med - ikke mindst de certificerede statikere.

- Foreningen af Certificerede Statikere vil derfor også blive inviteret til at lave en besvarelse og give deres bidrag til evalueringen, lyder det.

Udsagn skal sikres

Hvorfor dumpede den første evaluering?

- Social- og Boligstyrelsen har vurderet, at den oprindelige evalueringsrapport var behæftet med væsentlige metodiske svagheder og et datagrundlag, der ikke er repræsentativt. Den oprindelige evaluering vurderes derfor ikke i sig selv at udgøre et kvalificeret grundlag for videre overvejelser og eventuel beslutning om tilpasning af ordningen, skriver Lise Aaen Kobberholm.

Selvom evalueringen i første omgang blev droppet, så vil styrelsen alligevel skæve lidt til den kasserede evaluering for at sammenfatte resultaterne med den nye undersøgelse.

- Spørgeskemaundersøgelsen har til formål at sikre, at udsagn fra efterårets evaluering er valide og afspejler en repræsentativitet blandt ovennævnte målgrupper, skriver vicedirektøren.

Om certificeringsordningen for statik

Indførelse af en certificeringsordning i byggeriet er en del af afskaffelsen af den kommunale tekniske byggesagsbehandling. 

Formålet med certificeringsordningen er i den sammenhæng at sikre, at der sker en ensartet efterlevelse af de tekniske bestemmelser for brand og konstruktioner på tværs af alle kommuner. Disse forhold har afgørende betydning for, om en bygning er sikker at opholde sig i.

Kravet om certificering skal sikre, at sikkerhedsniveauet opretholdes. Certificeringsordningen tydeliggør, at bygherren og dennes rådgiver har ansvaret for, at et byggeri lever op til bygningsreglementets krav.

Mange af de certificerede statikere ville ikke lade sig recertificere. Licitationens tidligere dækning af emnet viser derudover, at forbruget af beton og armering i byggeriet steg som en konsekvens af ordningen.

Kilde: Bygningsreglementet.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125